Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Gabriel Finne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Gabriel Finne. 161
perverst Fruentimmer, den anden en buttet, glad Skjønhed med eroto
mane Tilbøieligheder.
Den mandlige Part i den ægteskabelige Duel er en plump,
brutal, lidt fordrukken Ingeniør. Han er Finnes typiske
Ægtemand, en stærk, bjørneærlig Bondenatur, der gaar sint og træg og
mørk omkring som en lurvet Kjøter i sin Lænke og reiser Børster
mod alt og alle, som er af finere Natur end han selv. Han lider
dybt under sin Indesluttethed, græmmer sig syg over sin lede
Sfinx af en Kone, og han føler sig først fri, da han en Dag lader
Dyret løbe løbsk i sig paa den Maade, at han banker hende.
Denne Bedrift er fra Digterens Side sat iscene som en høitidelig
symbolsk Handling, — det er Adam, som tugter Eva, fordi hun
har udtalt sig respektstridig om en af de hellige naturlige
Funktioner. Selve Skildringen er derimod udført med al mulig
Virkelighedstroskab: „Et kraftigt Slag af hans Knytnæve slog hende
overende, og bagefter satte han Knæerne paa hende, slog Kløerne
i den prægtige Haarbølge bag i Nakken og sled hende efter
den op og ned ; hun holdt sine Hænder for Ansigtet, dem
rev han væk, slog hende, til det blødte af Næsen, rykked atter i
Haaret og dunked hende op og ned. Tilsist reiste han sig,
spytted paa sin til en Klump sammenrullede Kvinde, gav hende et
definitivt Spark og gik sin Vei, skjælvende efter Anstrengelsen,
men umaadelig lettet i Sindet" . . .
Denne Pryglescene er indfattet i en Ramme af
Naturbeskrivelse og Betragtninger over Mands og Kvindes Væsen, — ogsaa
de minder adskillig om Strindberg. Ihvertfald passer det ikke
rigtig til denne Ingeniør og hans høist vulgære Hustru, naar
Digteren taler om „Sorgen, der fik dem til at knytte Haand mod
Naturmagten, Sorgen hos Mand og Kvinde, der skabt til forskjellig
Tid, af forskjelligt Stof (?), faar ud som Resultat af sit Samliv det
trøstesløse: at de, skjønt nødt til at spise af samme Trær og sove
inden samme Gjærde, dog intet har lært at fatte af hinandens
Væsen. Begge spiler de hver sin Personligheds Eiendommeligheder
mest mulig i Veiret for ikke at faa dem slugt af den andens, og
denne Kamp avler et Nag, saa de kun lurer paa at anklage
hinanden for den store Dommer; der skjuler sig bag hendes
Underkastelse og hans logrende Drifter et Fiendskab som mellem to
ii — III. norsk Litteraturhistorie III.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
