Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Gabriel Finne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Gabriel Finne. 163
forgræmmet og forpint af Samvittighedsnag. Han har under et
Besøg i Hovedstaden havt et galant Eventyr med en høist tvilsom
Dame, — hans bedste Vens Hustru. Og Stykkets Handling
udvikler sig gjennem Udløsningen af al den snigende Uro, den øgende
Uhygge og Angst, som omspænder den stakkars Mand. Gjennem
nogle sikkert tegnede Interiører fra det stille Hjem folder Dramaet
sig langsomt ud under etpar Hverdagsmenneskers Samtaler . . . til
den voldsomt fortættede Stemning exploderer med Torden og Lyn fra
rød Dommedagshimmel, forfærdende Hallucinationer, Revolverskud,
Vanvid . . . alle Hevngudindernes Rædsler. Men, underlig nok,
disse lidt melodramatiske Maeterlinckske Effekter forringer ikke
Stykkets Virkelighedspræg. De føles som naturlige Udslag af den
gammeltestamentlige Etos, hvoraf det er udsprunget.
„Uglen" betegner i kunstnerisk Henseende Høidepunktet af
FINNES Produktion. Her har han naaet den faste, knappe,
kraftfulde Form, som er det ene rette Udtryk for hans sterke,
usammensatte Menneskevæsen. Særlig udmærket blandt Stykkets
Personer er Hustruen, den kloge, brave, tapre, Gunhild, en Sjæl
uden Svig, kjærlighedsfuld og entusiastisk . . . den bedste Mor
og den ømmeste Hustru.
Svagere i Formen og ringere i Følelses værdi er det lille
dramatiske Stemningsbillede „Før Afskeden" (trykt i Samtiden
1893). Mandens Utroskab gaar her ud over en dødssyg Hustru,
rammer hende lige i Hjertet og slukker Livets flakkende Flamme.
Men denne brudte Skabning har endnu Kraft til at forbande
Tilværelsen. Hendes uhyggelige Replik om Ormene, „de hvide
blegrøde Orme", som aldrig har set Lyset, og som ligger nede i
Mørket og venter paa den Døende, virker lige sterkt som
Domme-dagshimlen i „Uglen".
FINNES siste novellistiske Arbeider: „Rachel" og „Emanuel
Daah", udkomne i 1895, samt „I Afgrunden" (1898) er formelt
set væsentlig Skizzer og Udkast, — nedskrevne med hele hans
voldsomme Umiddelbarhed og Hengivelse i Stemningen1). Samt-
l) Det ogsaa i 95 udgivne Skuespil „Konny" var skrevet flere Aar tidligere. Det hører
sammen med „Doktor Wangs Børn", — dets Titelfigur er væsentlig en Gjentagelse af Petra i
Fortællingen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
