Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Gabriel Finne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
102 Siste Tidsrum 1890—1904.
Mænd paa et Skibsvrag i Havet: de vil gjerne myrde og spise
hinanden, skjønt deres Sjæle mødes i det samme Skrig over
Livets Rædsel."
Natur-Baggrunden i „To Damer" er den med bitter Ironi
markerede Modsætning mellem det lumre, smaaborgerlig lumpne
Ravnekrogliv i Byen og det øde vilde Vestlandslandskab, takket af
mørke truende Fjeldtinder med blanksort Fjorddyb under. Det
er ude i denne store, tungsindige Natur, at Opgjøret finder Sted
mellem Ingeniøren og hans Hustru. Først her, vil Digteren
sige, blir vi atter helt sande. Ansigt til Ansigt med de
Livsformer, som har bevaret sit Præg ned gjennem alle Tiders
Omskiftelser, afklæder vi os det konventionelle Menneskevæsens
kulturferniserede Løgn og Falskhed og vinder Mod til at se os
selv, som vi virkelig er.
Med det i 1893 udkomne lille Skuespil „Uglen" forlader FINNE
den immoralsk naturalistiske Menneskebetragtning. Han har
omsider faat Øie paa den hemmelighedsfulde Gjengjældeisens Lov,
hvis Straffens Arm rammer hver Skyldig, saasandt hans Hjerte
ikke er hærdet mod Angerens eller Selvbebreidelsens Kval. Og i
de tre-fire mindre Arbeider, som FINNE fik offentliggjort i sine
siste Leveaar, er det stadig Problemet Skyld—Straf, han tumler
med. Fælles for de bedste blandt dem er en varm, festlig,
hjertegreben Følelse for det Hjem, to Mennesker bygger sig
til Værn mod „den skidne Verden". Det er med virkelig
tragisk Patos, at Digteren viser os, hvorledes Undergangsviljen og
Ulykkefrøet i Mandens vildfarne Lidenskab lægger øde det
Lykkeslot, som reise sig af unge Hjerters Kjærlighed og Tro. Dengang
GABRIEL FINNE i ungdommeligt Overmod satte som den nye
Digtnings Maal at blotlægge „den Drift, som betinger alt Liv og al
Lykke", anede han nok ikke, at netop han skulde afdække den
Angst- og Skyldfølelse, som spirer af de overmægtige Passioner.
Ogsaa i „Uglen" er Mileuet Vestlandets tunge, mørke Natur —
et øde Næs ved det kolde Fjordgab med svart Fjeld ludende
udover. Her i en umalet Bjælkestue bor en nygift Ingeniør med
sin hustru og et lidet Barn, dem han begge elsker inderlig. Men
han, som nylig var saa lykkelig, han driver nu om sky og ensom,
„Uglen",
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
