Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Arne Dybfest
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
[82 Siste Tidsrum 1890—1904.
Kvaler, Lidenskabens evindelige angstfulde Kredsen om det ene
Billede ... er de bedste i Bogen. Men Forfatterens Naturstudier
var endnu altfor ufærdige og fattige til at fylde den almindelige
Novelleform. Eller Lyrikeren i ham er blevet kjed af den. Nok
er det, at Ira fra omtrent midtveis i Bogen forvandles til Symbol.
Og han opfatter nu sin Kjærlighed til hende, denne sælsomme
Kvinde, over hvem der laa dette hede høstlige Skjær, en tung
høitidelig Stemning „som i et Sygeværelse, hvor Døden ventes til
Gjæst" som ;;en Urdrift i sit Væsen, Driften til at søge det syge
og visnende i Livet, det som ventede paa Opløsning — for atter
at blive fornyet og gjenfødt" . . .
Ira blir da Sindbilledet paa Høsten, Døden, det
undergangs-villende i Attraaen, som gammel og ny Mystik har kjædet
uopløselig sammen med Kjærligheden. Og det mørke Symbol kræver
straks sin lyse Modsætning. Han opdager følgelig en ny Urdrift
i sit Indre: Trangen til Lykkens stormende Jubelfølelse, „alt det,
som saa Verden i tindrende Lys." Dette personificeres i Bogens
anden Kvindefigur, den unge Pige Zita. Og han glemmer næsten,
at de to for nylig var levende Mennesker, — de er nu bare
modsatte Drifter, „som altid fører en heftig Kamp om Magten i min
Sjæl, mens jeg nyder dem begge". (!)
Der findes en Retning i moderne Kunst, om hvilken det gjælder
i høiere Grad end om al tidligere Kunst, at den tilstræber det
snevrest mulige, vilkaarligste Udtryk for det enkelte, hovmodigt
Isolerede Jeg. Denne Kunsts eneste og høieste Maal er
Rendyrkning af Stemning, Beruselse i Stemningsliv, Opløsning af alle
Følelsesværdier i Stemningsnuancer. Ud fra en saadan
Kunstfilosofi blir Jeg’et i egentligste Forstand Verdenssjælen, den
alt frembringende Universalsmonade, i hvis Føletraade Himmel og
Jord hænger. Denne overmenneskelig lyriske Verdensanskuelse,
der har fundet en saa smuk Formel i Ämiels ofte citerede Aforisme:
Tout paysage est un etat de räme er udviklet med sublimt
Overmod hos enkelte Malere, som opløser alle Værdier i Farveharmonier
og Lystoner. Alle Tilværelsens Herligheder: Solen, Havet, Himlen
er Udstraalinger af Kunstnerens verdensrummende Hjerte. En
Digter som Gabriele d’ Annunzio er en pragtfuld Type paa en
slig Artist i Renkultur. Og ARNE DYBFEST havde i Anlæg hele
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
