Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Thomas P. Krag
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Thomas P. Krag. 189
Og over alle disse Billeder en og samme Tone af Alvor,
af dyb og dunkel Patos, af sterk og stille Lidenskab. Aldrig et
Glimt af Vid eller Ironi, sjelden et skjælmsk eller spottende Udbrud.
Til de Menneskeverdenens sorte Skove, hvor vor Digter helst
færdes, naar ikke Larmen fra det strømmende, stridende Liv.
En høitidsfuld Tysthed breder sig derinde . . . som Stilheden i
Torneroses fortryllede Slot.
Af de ovenfor nævnte Bøger synes „Kobberslangen" og „Ulf
Ran" mig at være dem, hvori Digteren har nedlagt sine intimeste
og dybest personlige Følelser. Dermed skal ikke være sagt, at
de er de bedste eller betydeligste. De har størst Værdi ved sit
rige og eiendommelige Stemningsindhold og ved sit skjønne
sindbilledlige Fyndsprog. Som Roman er „Kobberslangen" ganske
umulig komponeret, — og dens interessanteste Figur er formet
over Indtryk fra Victor Hugos L’komme qui rit. Anden Bog i
KRAGS Roman er idethele sterkt paavirket af den store
Franskmands fantastiske Prosadigt. Hugo er da nok ogsaa den Digter,
som THOMAS KRAG føler størst Ærefrygt for, og af hvem han har
lært mest. Hos ham har han mødt det ophøiede Alvor, den
tungt-skridende majestætiske Patos, den dybt religiøse
Menneskebetragtning, forenet med en brændende Medfølelse med de Lidende og
Ulykkelige, der for ham staar som det høiest menneskelige:
„Du ukjendte Gud", siger etsteds den jødiske Læge i
Kobberslangen, „man bygged engang Templer for dig. Mange
Aar er gaaet, siden disse Templer stod. De er sunkne. Og dog
har mange Mennesker, der tviler og søger, og som kaldes For^
nægtere, sit Tempel for dig, du sælsomme Gud, hvis Nærvær de
aner, og hvem de tror paa i sit Hjertes Dyb. I ensomme Stunder,
naar Hjertet banker, og Blodet suser. I Stunder, hvori der
grundes over noget, som aldrig kan findes Forklaring paa. I Stunder,
da Livets store Hvorfor trænger sig ind paa en ...
Du ukjendte Gud! Du har dine Templer endnu. Overalt
hvor Mennesker bygger. Jeg har gaaet i store Byer, hvor alt
var Travlhed, stakket Glæde og langvarig Sorg. Du var der!
Jeg har gaaet i de fattiges Kvarterer, gjennem mørke Gyder, hvor
en svag Citar klang ud fra et Vindu, i hvis Aabnlng en pjanket
Dalila sad. Og her i Lasten kunde jeg pludselig skjælve . . .
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
