Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Thomas P. Krag
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Thomas P. Krag. 191
brogede Følge glider forbi, medens han drager sig bare mere ind
i sig selv. Tilslut forsvinder han helt i en Taage af Ensomhed
og mystisk Mørke, og saa dør han omsider. Med disse Ord ender
hans Saga:
„Som Livet var kommen til Ulf Ran lig en Morgen, der
langsomt letter sig og gaar over til Dag, saaledes kom Døden til
ham lig en Kveld, der faar tættere og tættere Skygger og omsider
gaar over til Nat".
Saaledes holder Digteren til siste Øieblik sin Helt indenfor
den Ramme af Natursymbolik og Natursyn, hvori han fra Bogens
Begyndelse er sat ind. Ulf Ran staar næsten helt udenfor det
levende Menneskesamfund. Han berøres lidet af Menneskers Sorg
og Glæde; han kjender hverken Sygdom og Synd eller Lykke og
Lyst. Men en Jordens Søn er han, — et halvbevidst, sterkt og
tungt Naturvæsen. Hør, hvor han priser sit Fædreland, da han
paa Hjemreisen atter ser det stige op af Havet:
Denne Kyst var hans. Bjerge, Mo og Myr og de vidtstrakte
Furuskoge. En stum Kjærlighed til Landet greb ham. Han elsked
det, fordi det var af hans Væsen. Det havde givet ham af den
drømmetunge Saft at drikke, som det eied i saa store Mængder.
Det havde fostret de Mennesker, han havde havt kjær, og det
havde tildannet dem saaledes, at han havde faaet dem kjær.
Han blev siddende at tænke, medens Landet tydeligere dukked
frem.
Maaske havde de tunge Ødemarker præget hans Liv. Maaske
han havde faaet et gladere Sind i Eie, om han var kommen til
Verden i et lysere Land. Men han vilde dog ikke give bort
noget af den mørke Høitid, de havde bredt over ham. Han vilde
lade den brede sig «om Skarlagen, han vilde lade den skinne som
sorte Silkefaner. De unge Grublere deroppe i hans Fædres Land,
han elsked dem. Over deres Øine tegned Flaggermusen sin
Skygge, Dyret med Vinger, som flyver i en Luft, der eier Solens
siste Glans og Straalerne fra Nattens første Stjerner.
Han vilde gjense Menneskene fra Drømmene, Menneskene fra
Striden paa Havet, Menneskene fra Stormen paa Fjeldet,
Menneskene fra Røghytterne paa Myren ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
