Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hans Aanrud
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
202 Siste Tidsrum 1890—1904.
dalside, som hidtil havde ligget i skygge. Men i det samme den
skulde titte frem mellem grantoppene der øverst oppe, var der
intet mer, som stængte, og med én gang risled dens gule, varme
lys i skjælvende bølger nedover hele dalsiden, smøg sig frem
mellem det bittesmaa unge løv, kjælte for det fine spæde græs,
som saavidt var begyndt at titte op, gled glitrende ovenpaa de
fossende vaarbækker, som skummed nedover mod den lille
grumsede elv nede i dalbunden, og fyldte hele dalen med sit lys.
Med ett var hele vaarmorgenens yrende sprættende liv vaagnet,
men de store velstelte gaarde laa endnu stille med lukkede dører
og solens glitter i de gamle ruder, — kun hist og her steg en
blaa røg fra peispiberne ret op i den klare luft".
Og en hvid Sommerdag:
„Taagen gled sagte fra syd langs lierne og lukked over
dalen. Nedenunder taagekanten hang en strimmel granskog,
nedenunder der korn dyrkningslandet, lysegrønt med eng og
løv-skog, der som pladser eller udmarker skjød lange tunger op i
granskogen. Der nede i dalen var det lunt og varmt med stille
luft og fin sommermættet støvregn. Bækkene styrtede skumhvide
ned langs dalsiderne med ensformigt søvndyssende sus, og nede
i den trange dalbund flød den lille krogede elv, graa og stin,
sagte afsted og gik næsten over sine bredder . . .
Hele dalen laa for dem. Trods regnet var luften saa
gjen-nemsigtig, at hver gjenstand viste sig med skarpe konturer. Det
var saa stille, at intet blad rørte sig, og ingen lyd var der uden
susen af bækkene, der som hvide striber kom frem under
taagekanten paa den anden side og saaes i hele sin længde, til de
tabte sig i elven".
Naturbilledet er i disse Skildringer enten Rammen om
Begivenhederne eller Baggrunden, som farver dem med sin Stemning.
En enkelt Gang har dog Digteren smeltet Naturstemningen
sammen med selve Novellemotivet. Det er i ;;En Vinternat", en
Fortælling om brødefuld Elskov med Brodermord som Følge. Ogsaa
dette tragiske Emne, der ligger saa fjernt fra de idylliske Strøg af
Tilværelsen, hvor Aanruds Skildringer hører hjemme, er behandlet
med beundringsværdig Kunst. Det fine Spind af Beregning og
Bedrag, som fører til Forbrydelsen, nævnes ikke med et eneste ligefrem
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
