Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hans Aanrud
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Hans Aanrud.
203
fortællende Ord; det antydes indirekte, dels gjennem Naturmaleriet,
dels gjennem et ypperlig tegnet Interiør. Vi ser for os det hvide
snedækkede Dalføre op mod den flade Mo med Granskog
omkring . . . Landeveien, der sniger sig afsted til Moen som en led
Frister, og det sorte Elvestryg, hvorfra der stiger graadlignende
Klunk ud i Nattestilheden. Og over det hele den isnende Maanenat,
hvis Spøgelselys gjør Ødet og Tomheden endnu forfærdeligere . . .
„Det var en sær blanding af lys og mørke derinde,
afvekslende, forvirrende, sorte hul ind under de rimdækte graner, lange
mørke skygger tvers over veien og saa pludselig en glitrende
maanestribe, det samme opigjen og opigjen frem gjennem den
lange, flade mo, hvor veien skar smal frem og frem, som den
ingen ende vilde faa.
Hist og her slap en rimdusk, faldt, rev andre med, saa de
dryssed som blinkende kolde snefnug og bragte det rolige lys i
skjæl ven ...
Men der var intet spor at se af liv" . . .
Der slaar mod os en underlig angstfuld Stemning fra disse
Billeder af Vinternattens frostbundne Ro. I denne hvide Stilhed
varsler alt om Død. Og hun, hvis Vilje med uimodstaaelig Magt
driver Slaven til Mordet, hun har ogsaa Nattens haarde Klarhed og
Gru over sig. „Hun var ung, men høi og fyldig; der var noget
fuldmodent over alle disse former, det grovskaarne ansigt med de
forunderlig faste, isblaa øine og den brede, kraftige mund og det
store bryst, der var næsten for stort til den smale overkrop.
Hendes haar var lyst og stridt, men hun virked ikke nærmest lys,
— der begyndte en svag mørkere dun fra halsen, den gik som en
svag skygge over hele ansigtet, og den kom ogsaa frem igjen
under kjolelinningen paa armene, næsten loddent, helt frem til den
lille brune, faste haand, der lidt usikkert arbeided med sømmen".
. . . Det er Brudesærken, hun syr paa, mens Morderen langt
ude paa den flade Mo kjører ned mod det mørke Elvestryg. Og
sammen med de to Brødres gamle Mor sidder hun i den sene
Kveldstund og venter paa ham, som aldrig skal komme hjem
mere. Men Udaaden sender sin Skygge foran sig, den sniger sig
ind i Stilheden, falder som en underlig Angst over den Gamle.
Og pludselig er det, som selve den aandeløse Taushed og den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
