Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Første tidsrum. 900—1300. Den norrøne literatur - Indledning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
der har gjort den gamle norrøne literatur til et mærkeligt parti af
verdensliteraturen, hvis høie værd alle fremragende literaturhistorikere
Europa over anerkjender.
Der har for et snes aar siden eller vel saa det været ført en
heftig strid om, hvad denne literatur og det sprog, hvorpaa den
var skrevet, egentlig skulde kaldes. Oldnorsk paastodes der fra
nordmændenes side, oldnordisk fra danskernes, som ogsaa vilde
have sin del i den, og oldislandsk fra den bekjendte tyske
historiker og retshistoriker Konrad Maurer’s kant. Striden blev
i sin tid ført med megen heftighed. Det var ikke frit for, at der kom
en smule sneversynt patriotisme, en smule af det, man paa fransk
kalder chauvinisme, med i spillet, og det er en faktor, som det
aldrig er godt at regne med, allermindst, naar det gjælder behandlingen
af videnskabelige spørgsmaal. Ernst Sars har i sin «Udsigt
over den norske Historie» endelig fundet en benævnelse, der for den
almindelige læser klinger som et forløsende ord. Han kalder baade
sproget og literaturen «norrønt», og dermed vil han have betegnet,
at baade sproget og literaturen tilhørte nordmændene og de fra
Norge udflyttede nordmænd, islænderne. At nægte Norge en andel
i denne literatur gaar ligesaa lidt an som at nægte landet en andel
i den dansk-norske fællesliteratur. Paa den anden side gaar det
heller ikke an at ville gjøre den til fælles nordisk. Studerer man de
faa literære oldtidsmindesmærker fra Sverige og specielt fra Danmark,
saa finder man allerede meget tidlig, at sproget er forskjelligt fra det
norsk-islandske. Den karakteristiske ombytning af haarde med bløde
konsonanter begynder allerede meget tidlig for Danmarks vedkommende,
og meget tidlig begynder ogsaa den svækkelse og afskaffelse
af bøiningsendelserne, der har ført til det omtrent siden reformationstiden
herskende danske — og senere ogsaa norske — skriftsprog.
I Norge bevarede de gamle former sig meget længer. Det sprog, hvori
Snorre Sturlason skrev sin «Heimskringla», det var
ikke nordisk, heller ikke bare islandsk; det var norsk-islandsk, norrønt.
Og det samme gjælder literaturen. Dens ældste og ypperste
frembringelser paa det poetiske omraade er vistnok optegnet paa
Island; men de lærde paa dette felt mener at kunne paavise, at
det er traditioner, som er bragt med hjemme fra Norge, og som
senere har gaaet fra slægt til slægt — selvfølgelig med de
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
