Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Første tidsrum. 900—1300. Den norrøne literatur - Indledning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Vestlænding eller en Islænding. De Paamindelser, der gives i
Haavamaal: «Naar du vil fare over Fjeld eller Fjord, da forsyn
dig vel med Niste;» «Mad og Klæder behøver den Mand, som har
faret over Fjeldet,» maatte synes alt andet end vel anbragte,
saafremt Talen havde været om at spadsere op og ned af en dansk
Bakke eller at fare over en af de lave Aasrygge i Gautland eller
Svealand; derimod ville de den Dag i Dag erkjendes at være
meget fornuftige, naar det gjelder at rejse over Fjord eller Fjeld i
det vestenfjeldske Norge eller paa Island. I Haavamaal
sammenlignes den venneløse Mand med Furuen, der maa dø ud, fordi den
staar alene i Gaardsrummet, ubeskyttet mod Vejr og Vind;
«hrørnar þøll sú er stendr þorpi à, hlyrat henni børkr né barr.» Dette
passer kun paa det vestenfjeldske Norge; i det søndenfjeldske, hvor
der ikke er saa vejrhaardt, kan nemlig Furuen meget vel trives, om
den end staar alene. «De vaade Fjelde», «de rimede Fjelde», «de
bratte Fjeldskorter», «de mørke Lier», «de bratte Brauter», «de
glymmende Jøkler», «Jagt efter Rensdyr paa glatte Tøfjeld» o. s. v.
ere charakteristiske Naturbilleder, der forekomme rundt omkring i
Eddadigtene, og hvorved de udelukkes ikke blot fra Sverige og
Danmark, men tildeels ogsaa fra det søndenfjeldske Norge, og da
det nu ialfald gjelder om enkelte blandt dem (som Haavamaal,
Rigsmaal[1]),
at de ifølge sit Indhold ikke kunne være forfattede paa
Island, ere vi henviste til at tænke paa det vestenfjeldske Norge
som deres oprindelige Hjemstavn.
De her anførte Træk tjene unegtelig til at støtte Formodningen
om de skotsk-irske Forbindelsers Betydning for Aandslivet i de til
Gulathingslagen hørende Fylker. De fremkalde en bestemt
Forestilling om, at disse Fylker i Tiden nærmest forud for vor sikkre
Historie vare Skaldekunstens rette Hjem, som de vare Søkongernes
og Vikingernes. Og naar vi nu erindre, at det var dem, der
stillede den skarpeste og sejgeste Modstand mod Rigsstifteren, at
Kampen i Hafrsfjorden og de derpaa følgende talrige Udflytninger
næsten synes at have affolket dem for deres Høvdingklasse, at det
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
