Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Andet tidsrum. Ca. 1300—ca. 1500. Fra norrøn literatur til norsk folkedigtning - Indledning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
0,8 Andet tidsrum ca. 1300—ca. 1500.
føre den til dette tidsrum, dels fordi den dengang har havt sin
rigeste blomstring, dels vei ogsaa for at have noget at fylde i det
store, gabende hul, som disse aarhundreder danner. Denne literatur
blev ikke nedskrevet; den gik fra mund til mund, fra slægt til
slægt, «levede paa folkets læber» og holdt — for Norges
vedkommende — paa at dø en langsom død der, da den endelig blev
optegnet. At skrive var i det hele taget en altfor besværlig og
høi-tidelig handling, til at det kunde falde nogen ind at spendere
skrive-materialier paa slige øjeblikkets børn som folkepoesiens
frembringelser. Dels var skrivekunsten ikke hver mands kunst, og dels var
skrivematerialierne alt andet end let tilgjængelige. Til vigtige breve
og dokumenter brugte man endnu langt ned gjennem tiden
pergament; men det var kostbart. Ikke desto mindre har man en hel
mængde saadanne skindbreve, hvoraf en stor samling er udgivet i
«Diplomatarium norvegicum». De ældste og sjeldneste er lange og
smale, de nyere er af en mere regulær kvadratform. Af de sidste
eksisterer der en hel mængde, hvoraf adskillige er helt fra slutningen
af det i/de aarhundrede. Til mindre vigtige skriftlige meddelelser
brugte man never, de yderste hvide lag af birkebarken. Dette var
dog bare «oppe i landet», fortæller provst PEDER CLAUSSEN FRIIS. Et
sligt brev af birkenever blev forseglet paa den maade, at
afsenderen tyggede paa yderkanterne saa længe, til neveren blev blød og
klæbrig som gummi, «oc,» siger samme forfatter, hvorfra denne
visdom overhovedet er hentet, «er det det sterckeste limb, som vere
kand, fordi det løsner eller bløtner aldrig udj vand, men bindes dis
haardere, naar det ligger lenge i vand.» Paa samme maade limede
ogsaa skytterne fjærene paa sine pile. Ved tilberedning af blæk
brugte man ogsaa birkenever; man lagde never under en kjedel og
tændte fyr paa. Soden, som afsatte sig paa kjedelens bund, blev
skrabet af, «oc er den bedste kjønrøg; den bruges til blek blandet
med gummi oe til at farve vox sort.» Det høres jo frygtelig
primitivt ud; men vi skal i grunden ikke hovmode os; endnu levende
bogtrykkere kan fortælle om den tid, da de som bogtrykkerlærlinger
havde det hverv at koge bogtrykkersværte nede paa Akershus
fæstning. Selv Norges banks seddeltrykkeri lavede dengang sin
sværte paa denne maade.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
