Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Andet tidsrum. Ca. 1300—ca. 1500. Fra norrøn literatur til norsk folkedigtning - Visernes arter - Omkvædet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Il A Andet tidsrum ca. 1300—03. 1500.
Det er et slags romantiseret bearbeidelse af Eddakvadet Solårljo^^
og det er paa mange punkter interessant at lægge mærke til,
hvorledes den nye tidsaand har omformet det gamle kvad. LANDSTAD
antager, at det er saa gammelt, at «dets Alder upaatvivlelig naar
op til Kristendommens første Aarhundreder i Norden». Men denne
antagelse er selvfølgelig ikke holdbar. Drauwekvæfti skriver sig fra
den senere middelalder som alle de andre gamle folkeviser. De
mythiske og de heroiske viser er vistnok overhovedet den
interessanteste del af den norske folkeviseskat, som er bevaret.
Ridderviserne og romancerne giver ikke et saa rent kulturbillede som de
danske. Landets rustificering har gjort sig^ gjældende i disse viser
akkurat som i eventyrene, om end i mindre grad. Kongen er bleven
til et slags storbonde, og alle andre forhold er passede ind i den
samme ramme. Man mærker paa alt, at visernes stof var kommet
til et bondefolk, hvor alting antog en ny skikkelse, afpasset efter
forholdene. Naar ERIK WERENSKIOLD i en af sine tegninger til
nor-ske folkeeventyr lader kongen ’ og prinsesserne gaa og rusle ude i
kjøkkenet, der er et ægte Telemarks-kjøkken med kokker og peis
og gryder og alting, som man kan se det den dag i dag oppe i
Telemarken, da har han med genialt blik leveret en illustreret
forklaring af, hvorledes baade folkeviser og folkeeventyr formede sig i
Norge. Trods alle romantiske og fantastiske elementer blev baade
folkeviserne og eventyrene realistisk præget — det vil sige: de blev
delvis omformet i tidens eget billede; men denne tid, den var for
Norges vedkommende ikke nogen riddertid. Det var storbønderne,
som indtog de mægtige herrers plads, og droster og marsker og
riddere maatte nøie sig med at give de beskednere roller som
husbondskarle og svende.
En høist eiendommelig og interessant rolle spiller omkvædet
i folkeviserne. I regelen bestaar det af en linje, der stadig
gjen-tages ved slutningen af hvert vers; men der kan ogsaa være to
saadanne tilbagevendende omkvæd-linjer. Eksempler paa énlinjede
slutningsomkvæd har man i den bekjendte bruderovsvise om
Dalebu-Jonson: «Kenner du* Dalebu-Jonson» og i visen om Hermod Ille:
«Men enno er inki fagraste liljo vunnifi». Et eksempel paa to-
Omkvædet.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
