Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Andet tidsrum. Ca. 1300—ca. 1500. Fra norrøn literatur til norsk folkedigtning - Omkvædet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Il6 Andet tidsrum ca. 1300—ca. 1500.
Råmunds lakonisk-humoristiske bemærkninger til de foregaaende
fire verslinjer; men dette tilhører utvivlsomt en senere tid; man har
endog i sin tid været tilbøielig til at antage denne vise som en
parodi paa de egentlige kjæmpe viser, en antagelse, som vistnok
LANDSTAD med rette protesterer mod, uden dog at levere noget
bevis for, at visen er af de gamle ægte folkeviser. Et andet
eksempel paa et saadant skiftende omkvæd — med en stereotyp
slutnings-linje — har man i den velkjendte skjemtevise om «Han Mass og han
Lasse». Om dens sene oprindelse kan der selvfølgelig ikke herske
spor af tvivl. I parenthes maa det forresten bemærkes, at dette
skiftende omkvæd egner sig fortræffelig til humoristisk digtning.
BAGGESEN’s bekjendte humoristiske fortælling om ridder Ro og
ridder Rap afgiver i saa henseende et udmærket eksempel, og i vor
egen literatur har vi et andet, der af norske læsere er endnu bedre
kjendt, nemlig WELHAVEN’S «Dyre Vaa», hvor omkvædet vistnok
har et stereotypt indhold — nemlig denne stadig tilbagevendende
mindelse om, at det er mørkt —, men hvor formen stadig skifter i
tilknytning til de forskjellige strofers indhold.
Det skiftende omkvæd tør saaledes med omtrent absolut
sikkerhed betragtes som en sen opfindelse, som noget, der først er
kommet frem, da omkvædets egentlige betydning allerede var bleven
glemt.
Hvorpaa beroede da egentlig denne betydning? Ja, derom har
der været skrevet mange og lange baade æsthetiske og poetiske
udviklinger. Man har villet finde dybsindighedernes dybsindigste
dybsindighed i disse omkvæd, villet forklare dem som visens egentlige
kjærne o. s. v., o. s. v. Men omkvædet har uden tvivl oprindelig
havt en rent musikalsk — eller rettere koreografisk — opgave at
løse. Intet taler tydeligere for, at viserne i sin tid har været
ledsaget af dans, end netop omkvædet, l sang vil denne evindelige
gjentagelse af de samme linjer bestandig virke trættende; men naar
man tænker sig, at det er her, koret falder ind, at det er her,
dansen begynder, da bliver der et liv og en glæde over omkvædet,
som man ellers ikke kunde forstaa.
Om omkvædets forhold til visen har der, som før sagt, været
udtalt meget og mangt. Undertiden røber det ligefrem sit forhold
til dansen ved at opfordre til at tage del i den; i mange tilfælde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
