Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Andet tidsrum. Ca. 1300—ca. 1500. Fra norrøn literatur til norsk folkedigtning - Folkeeventyrene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Folkeeventyrerne. 14!
seet fra denne rent udvortes pragt er der intetsomhelst kongeligt
ved eventyrkongen. Ingen kan falde paa at finde noget majestætisk
ved denne majestæt. Det er ikke en konge, men en storbonde,
mægtigere, rigere end andre bønder, men alligevel en mand af
bøndernes egen midte. Det er ikke en drot, bare en jorddrot.
Han kan dømme slette mennesker til at rulles i spigertønde, lade
flåa skindet af ryggen paa prinsessens uheldige beilere og har i det
hele taget en suveræn magt over sine undersaatters gods, liv og
lemmer. Men i regelen gaar han og rusler hjemme akkurat som
en anden storbonde; han bor ikke paa et slot, ikke i en «kongehal»,
bare paa en kongsgaard, og kongsgaarden adskiller sig ikke fra
andre gaarde paa anden vis end derved, at alt er mere storstilet.
Han gaar ud og ind i sit eget kjøkken, hvor han oplever en saa
mærkelig begivenhed som den, at Herreper forærer ham et rensdyr;
han staar ude paa trammen, da Askeladden kommer tilgaards, og
giver hønsene mad: «Tippe, tippe, tippe!»; han har fuld greie paa
jordbrug, skoghugst og hesteavl, fører selv overtilsynet med alt,
hvad der foregaar paa gaarden, og standsforskjellen mellem ham og
husmandsgutten er ikke større, end at denne kan blive hans
svigersøn, hvis han gjør sig fortjent til en saadan udmærkelse. En
saadan kongeskikkelse kan umulig være bleven til paa en tid, da der
i landet virkelig eksisterede en national kongemagt; dens oprindelse
kan kun forklares, naar man tænker sig en tidsalder, da kongen var
noget fjernt og fremmed. — Der eksisterede som bekjendt i
dansketiden inden den norske bondestand en meget velvillig og gemytlig
opfatning af landsfaderen i Kjøbenhavn. Ingen tvi vite paa, at han
var en god og velmenende mand, der vilde gjøre alle ret og ingen
ilde. Led nogen uret, saa behøvede han bare at drage ned og
klage sin nød for kongen; at alting da vilde blive ordnet paa den
bedste maade, var en afgjort sag. Men denne opfatning falder
fuldstændig sammen med eventyrenes opfatning af kongen. Naar
eventyrkongen først faar rede paa, hvorledes sagerne egentlig hænger
sammen, saa er han straks rede til at gjøre ret og skjel. Han er
det godes ven og det ondes fiende, modets og uforfærdethedens
beundrer, feighedens og snigveienes foragter, geniets belønner og
stympernes forfølger; han lader baade Per og Paal miste skind af
sine rygstykker; men Askeladden vinder i regelen temmelig fort
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
