Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Andet tidsrum. Ca. 1300—ca. 1500. Fra norrøn literatur til norsk folkedigtning - Folkeeventyrene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1^2 Andet tidsrum ca. 1300—ca, 1500.
hans Sympathi, og ham belønner han med sin datter. Naar
undtages Askeladden, er der ingen af de i vore eventyr hyppigere
forekommende figurer, der er fremstillet i et saa tiltalende lys som
kongen. Han repræsenterer moralen, den sunde sans, bonhomien, —
selv naar han, som unægtelig en gang imellem hænder, er lidt
tarvelig møbleret i «øverste etage». —
Men der er ogsaa andre vidnesbyrd om, at senere tider har
afsat sine mærker i eventyrene. Foged og lensmand og klokker
spiller undertiden en fremtrædende rolle og det i eventyr, som slet
ikke er de daarligste — tvertimod. «Veslefrik med Felen» har
lensmandsfiguren fuldt udviklet; den repræsenterer landbefolkningens
had til lovens saakaldte «opretholdere».
— Er der i det ovenfor anførte allerede mere end ét træk,
som røber eventyrets tilblivelse paa hjemlig grund, saa vil dette
blive aldeles hævet over enhver tvivl, naar man lægger mærke til
de natur- og kulturomgivelser, hvori eventyrets handling foregaar.
De er norske i enhver henseende. «Den dybe Skov med de «smaa
grønne Flekker», hvor man kan hvile efter Færden, — den ene
«Blaane», man drager henover efter den anden, — Heien, hvor
Grimsborken opales, — den store, sorte Fjeldkold, som skygger for
Kongsgaarden, — den bratte, speilglatte Bjergvæg, Askeladden
rider opover, — den lune Bjergskorte, hvor den gamle Kjærring
sidder og lokker den trætte Gjæter, — disse og tusinde andre
Smaatræk sige os, at vi ere hjemme, hvor forunderlig end den
Begivenhed er, hvori vi deeltage. Det samme gjælder om den af hiin
Natur betingede Leveviis. Stuen og dens Grue, hvor Askeladden
sidder, Stellet og Livet derinde — Alt, fra Barhytten, hvor Haakon
Borkenskjæg gaaer i sin Skindkjole, til Kongsgaarden, hvor Kongen
staaer paa Trappen og selv steder sine Tjenestefolk, minder os om
hine yderst simple, naive Sæder, der ikke tillade Fortælleren at
tænke sig Noget anderledes, end det findes i hans stille, aflukkede
Fjeldbygd» (JØRGEN MOE).
«Og dog,» fortsætter samme forfatter, «er denne Art af
Eien-dommelighed, hvor inderlig den end er indvævet i vore Eventyr,
en mere udvortes; den dybeste og lønligste, derfor ogsaa
vanskeligste at demonstrere, skjønt letteste at føie, er den, der ligger i
Charakteertyperne, som her optræde, og som, hvor meget de end
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
