Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Andet tidsrum. Ca. 1300—ca. 1500. Fra norrøn literatur til norsk folkedigtning - Folkeeventyrene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
144 Andet tidsrum ca. 1300—ca. 1500.
eventyr, som synes at være af en forholdsvis sen oprindelse. Jeg
minder bare i denne forbindelse om «Gudbrand i Lien», et af de
mest gemytlige humoristiske eventyr, som vor literatur eier.
I dette eventyr spiller hustruen en elskværdig rolle; om end
elskværdigheden er sat lidt paa spidsen, virker den saa frisk og
fornøjelig, at kjærringen bliver en eiendommelig figur, hvis
med-gjørlighed og godmodighed staar i det mest absolute
modsætningsforhold til sagaliteraturens kvindeskikkelser. I Sagaliteraturen
dæmonisk ondskab — her bare godt hjertelag, i Sagaliteraturen had og
hævntørst, her bare overbærenhed, lige til grænsen af det
godrjot-tede. — Men ikke alle eventyrets kvinder udmærker sig ved sin
elskværdighed. Tvertimod er eventyret, ret som det er, tilbøieligt
til at skildre kvinderne med mørke farver. Paastaaeligheden hos
kjærringen mod strømmen er bleven til et ordsprog, og baade i
«Somme Kjærringer er slige» og i «Dumme Mænd og Trold til
Kjærringer» findes der kvindfolktyper, der er skildret med drastisk
ringeagt for det svage kjøn. Selv prinsesserne er just ikke altid
Vorherres bedste børn; de kan baade være krye, storsnudede og
nysgjerrige; men heldigvis giver det sig mod slutningen. En
saadan prinsesse finder man i «Haakon Borkenskjæg». Hun begynder
som et rigtigt trold, saa knibsk og stolt og ondskabsfuld, som det
er muligt; men kjærlighed og modgang fjerner i forening den
haarde skal om hendes sande væsen, og hun staar tilslut som en af
eventyrets fineste og yndigste kvindeskikkelser. — En gjentagne
gange forekommende kvindelig figur, ved hvis fremstilling eventyret
har anvendt sine blødeste farver, er steddatteren (se eventyr som
«Manddatteren og Kjærringdatteren», «Buskebruden» o. fl.). I rent
udvortes forstand har hendes Skjæbne en vis lighed med
Aske-laddens. I sit hjem er de begge ringeagtede og tilsidesatte, hun
endog i langt høiere grad end ham, idet hun ligefrem lider ondt
under den haarde stedmoders behandling; men efterat hun er
kommen ud i verden, sker der et omslag i hendes Skjæbne, og hun
ender med at vinde prinsen, som Askeladden ender med at erobre
prinsessen og det halve kongerige. Men medens han seirer ved sin
uforfærdethed og sin urokkelige selvtillid, er det den bløde
kvindelige finfølelse, hjertensgodheden, der er hendes talisman.
«Manddatteren er lys og deilig som Dagen og saa god, som hun er
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
