Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tredie tidsrum. Ca. 1500—1700. Fra reformationstiden til Holberg - Peder Claussøn Friis
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
10,2 Tredie tidsrum ca. 1500—1700.
handlinger. Hans forgjængere i embedet som Undals sognepræster
er glemte, hans nærmeste efterfølgere ligeledes; men hans navn
lever blandt befolkningen, og ham tillægger man ikke blot meriter,
som de andre muligens har udført, men ogsaa saadanne, som aldrig
har været udført hverken af ham eller hans kaldsbrødre. Det store
portræt, der blev hængende i Valle kirke, har vistnok havt en
væsentlig andel i denne popularitet; men hans eget liv og
virksomhed har dog ogsaa havt sin del; den var nemlig helt igjennem af
den art, at befolkningens sunde sans i ham saa en fremragende
personlighed, og saa blev han for Lister, hvad PETTER DASS blev
for Nordland: sagnhelten, legendepræsten, den, som kunde mere
end sit fadervor, og som traditionen samlede sig om. Fra sit nære
forhold til bønderne havde PEDER CLAUSSØN uden tvivl en væsentlig
del af sin sans for de nationale sager. At denne sans udviklede sig
i den retning, som den gjorde, og naaede til de resultater, vi
kjender, skyldes derimod vistnok hans lærde forbindelser. G. STORM
har leveret en udførlig redegjørelse for hans «studier». «Hans
lærde Opdragelse, hans Deltagelse i de offentlige Anliggender inden
Stiftet, hans Virksomhed som Canonicus i Stavanger,» skriver
STORM, «maatte paa mange Maader berige hans Aand og bringe
ham i mangeartet Forbindelse med Tidens ledende Mænd.» Derved
har hans nationale syn faaet en videre horisont; han har lært at
se baade længere udover og bagover. Som ABSALON PEDERSSØN
ser han ikke med videre Sympathi paa sin samtid; begge har en
levende følelse af landets forfald, om end PEDER CLAUSSØN’S følelse
paa dette punkt synes mindre dyb og mørk end ABSALON
PEDERSSØN’S. Den norske bonde roser han for mod og styrke, og hans
ros er paa dette punkt ikke langt fra at antage et Bjerkebæksk
anstrøg; men paa samme tid har han udtryk for den stærkeste
dadel, naar det gjælder bøndernes feil. Det er «et haardt,
modvilligt, ulydigt, selvraadigt, overdaadigt, uroligt, oprørisk og
blodgjerrigt Folk». Alligevel har han, som antydet, en levende
interesse for dette folk og det land, som det bebor. Det norrøne sprog
havde han i sin ungdom studeret under en gammel, i Helgeland
født lagmands veiledning. Denne mand — JON SIMONSSØN hed
han — har overladt PEDER CLAUSSØN «sin udmærkede Lovcodex
til Afskrivning og hyppigt fortalt ham om Throndhjem (specielt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
