Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tredie tidsrum. Ca. 1500—1700. Fra reformationstiden til Holberg - Peder Claussøn Friis
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Peder Claussøn Friis. 193
Domkirken), om Nordland (specielt om Næringsveie og
Naturprodukter) og vei ogsaa om Island.» STORM bygger denne udtalelse
paa, at PEDER CLAUSSØN, der var en saa lidet bereist mand, alligevel
havde saa forholdsvis god greie paa disse landsdele, som han ikke
kjendte af selvsyn. — Gamle haandskrifter har han ogsaa havt
anledning til at studere i temmeligt stort antal. Ikke mindre end syv
haandskrifter af den gamle sagaliteratur maa han ifølge STORM’S
undersøgelser have kjendt, og af lovhaandskrifter maa han have
kjendt seks. Blandt trykte bøger har han ikke havt et ringe
kjendskab til det sekstende og syttende aarhundredes geografiske og
historiske literatur. Udrustet med disse forudsætninger blev han
den ypperste blandt den række oversættere af norrøn literatur, som
han tilhørte, ligesom han overhovedet blev sin tidsalders
betydeligste prosaforfatter paa norsk. Hans stil er kraftig og djærv og
røber et betydeligt fremskridt i stilistisk sikkerhed fra ABSALON
PEDERSSØN’s dage. Men denne øgede sikkerhed har ikke øvet nogen
skadelig indflydelse paa stilens umiddelbarhed. Frisk og troværdig,
mandig og malmfuldt klinger denne simple røst; det er omtrent,
som om en hvidskjægget, gammel fjeldbonde førte ordet. Derfor
er det intet under, at hans oversættelse blev en saa kjær læsning
blandt de norske bønder. Jeg anfører som en prøve paa hans stil
et stykke af hans bemærkninger om Trondhjems domkirke. Efter at
have omtalt kirkens herligheder siger han:
«Men fordi at ald denne Herlighed vaar icke funderet paa nogen god
Grund, hafuer den oc faaet en underlig Ende, thi Domkircken hafuer tre Gange
brent ved Tordenild, som der hafuer i slaget. Oc den sidste Gang, som hun
brende, da slog Ilden skinbarligen fra Domkirken oc en gantske Vge Siøes nord
over Fiorden til Holmskloster oc afbrende det, huilcket vaar et klart Vidnisbyrd,
at saadant skede icke aff en Hendelse, men ved Guds Bestilling, som icke kunde
lenger fordrage oc tilstede deris Afguderii oc grofue Vildfarelse, som de fore frem
udi med Guds hellige Naffns store Bespottelse oc Menniskens Forførelse. Saa
hafuer oc de Geistligis verdslige Pract oc Praal, Mact oc Myndighed met ald saadan
Pafuelig Vildfarelse, som deris Rige var bygt paa, faaet en Undergang ved den
rette oc rene Evangeliske Lærdom, som Gud haffuer opliust dis?e Lands Indbyggere
met. Men dette er at beklage oc ingenlunde at lofue, at mand i den Reformerede
Evangeliske Lærdoms Begyndelse icke alleniste borttog aff Kircker oc Kloster, hues
Guld oc Sølff oc andre Klenodier, som brugede vare til den Pafuelige Religions
Brug, met Klæder oc andet saadant, men oc saa slemmelige ødelagde det, som de
hafde ingen Gafn aff, oc nedsloge skiøne Bygninger, unødtørftelig opbrende nyttige
13 — 111. norsk literaturhistorie. I.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
