Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tredie tidsrum. Ca. 1500—1700. Fra reformationstiden til Holberg - Petter Dass
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Petter Dass. 243,
Jeg ønsker tidt al Verdens Vei,
Jeg ønsker Døden, dør dog ei.
Hvad Byrde mig er forespændt,
Er den alvidend GUD bekjendt;
En anden til og fra kan gaa,
Men jeg er den, der pines maa.
Et Best, hver Dag for Ploven staar,
Har tusind Gange bedre Kaar;
Udstaar det Dagens Slid og Sved,
Saa har det dog om Natten Fred.
Men jeg maa pines Dag og Stund,
Om Natten faar jeg ei en Blund,
Mit Liv maa revne midt i to,
Hvorledes skal jeg nyde Ro?»
Det var hans inderlige ønske at faa dø, og endelig i august
1708 gik hans bøn i opfyldelse. «Han blev bisat i Alstadhaug
Kirke. For nogle Aar tilbage,» skrev ERICHSEN i 1874, «da Kirken
blev restaureret, fandtes og borttoges PETTER DASS’S Ligkiste,
tilligemed andre af hans Familie. Hvor der er bleven af derør
vides ikke.»
Den sidste oplysning staar i et paafaldende modsætningsforhold!
til den begeistring, hvormed nordlændingerne ned gjennem tiderne
har bevaret mindet om sin PETTER DASS. Ikke blot hans folkelige
nordlandske digtning, men ogsaa hans djærve og freidige personlighed
har gjort ham til et slags nordlandsk nationalheros, hvortil man
faktisk savner noget fuldgodt sidestykke fra andre kanter af landet.
PEDER CLAUSSØN spillede en beslægtet rolle for sin landsdel; men
den var dog underordnet i sammenligning med den rolle, som
PETTER DASS har spillet ikke blot i Nordland, men vidt udover
Norges land. Naar «Nordfarjægterne» i min barndom ved
sommertid kom seilende ind til Bergen med sit store raaseil og med
tørfisken stablet som vedtræer høit op paa masten, da kunde det
dengang — mere end halvtredje hundredaar efter PETTER DASS’S død —
hænde, at et af disse fartøier øverst oppe i sit hvide seil havde to
sorte firkanter indfældt. Spurgte en videbegjærlig gut, hvad disse
sorte firkanter skulde betyde, saa fik han det svar, at dem havde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
