Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fjerde tidsrum. Ca. 1700—ca. 1750. Ludvig Holberg - Ludvig Holberg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Ludvig Holberg. 293
havde optraadt som historisk, geografisk og juridisk forfatter, faar
pludselig en «poetisk Raptus» og begynder at skrive satirer og
komiske heltedigte i en tone, der ikke var synderlig stemmende
med en høilærd professors værdighed. Der er her et vendepunkt i
HOLBERG’S udviklingshistorie, som er høist mærkeligt, og som kræver
en nærmere redegjørelse, hvis forstaaelse skal vindes. Det gjælder
at gjøre rede for, hvorledes HOLBERG blev digter.
Sansen for det komiske er i regelen en af de aandelige
egenskaber, der senest naar frem til udvikling hos menneskene.
Ungdommen er lyrisk og alvorlig; den forarges over verdens
skrøbelighed; først aarene og erfaringen bringer denne skrøbelighed ind
under komisk synspunkt. Sygelighed, fattigdom og alvorlige
studier havde længe stængt for HOLBERG’S komiske aare. Han havde
nok overalt, hvor han ferdedes, havt et aabent blik for alt det
komiske, der mødte ham paa hans vei. Det viser alle de komiske
smaaoplevelser, han fortæller i sin levnetsbeskrivelse, og som han
er saa forhippet paa at fortælle, at han for deres skyld glemmer
eller forbigaar langt vigtigere ting. Men denne sans for det komiske
havde tidligere ikke været saa mægtig i ham, at han havde maattet
skaffe den udtryk. Til trediveaarsalderen var HOLBERG væsentlig en
alvorsmand, en fattig og sygelig lærd, hvem det ikke et øieblik
faldt ind at slippe latteren løs. Nu var imidlertid hans situation
bleven forandret, han havde ikke længer sorger for sit udkomme;
frit og fornøiet kunde han se sig omkring, og saa er det, at
omgivelsernes komik overvælder ham i den grad, at han ikke kan bare
sig længer, men maa slippe et helt væld af latter løs. Den, som
paa den aandrigste og psykologisk fineste maade har skildret denne
overgang, er ubetinget GEORG BRANDES. Han skriver blandt andet:
«Der staar han da, den stakkels Professor i Metafysik mod sin
Vilje, og docerer for at tjene Livets Ophold Ting, hvorpaa han
ikke tror, og hvorved han intet kan tænke, medens foran ham nogle
faa sortkjolede Studiosi skrive Visdommen ned og lære den udenad,
og medens i Høresalene rundt om det lærde Corps med hellig
Alvorlighed forfægter, demonstrerer, slutter og beviser det rene
Intet. — Er Situationen ikke ironisk, mefistofelisk, tragikomisk? —
Er det et Under, om Ironien nu bliver Grundstemningen i denne
Sjæl, et Under, dm Smilet, det tilbagetrængte Smil, vil frem og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
