Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Femte tidsrum. 1750—1814. Rationalismens tidsalder - Indledning - Klopstock - I. Stenersens, Tullins og Bredals tid (1750-1772)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
3/8 Femte tidsrum 1750—1814.
Ich såh sie an; mein Leben hing
Mit diesem Blick an ihrem Leben;
Ich flihlt’ es wol und wuszt’ es nicht.
Doch lispelt’ ich ihr sprachlos zu
Und rauschte mit den Rosenbåndern:
Da wachte sie vom Schlummer auf.
Sie såh mich an; ihr Leben hing
Mit diesem Blick an meinem Leben,
Und um uns ward’s Elysium.»
Logiken og kritiken kommer her ingen vei; men stemningen er
der; det kan ingen nægte, som har øre for poesi. Ulykkeligvis var
det nu ikke netop den her fremdragne side af den KLOPSiocK’ske
poesi, som kom til at spille en rolle i dansk-norsk literatur; det
var netop de mest hastemte, de mest kunstige, de mest forlorent
urgermaniske sider, som ledede baade til efterligning og til skarp
kritik, og saaledes gik det til, at den KLOPSTOCK’ske poesi i næsten
en menneskealder kom til at staa som et tvistens æble i den
dansknorske literatur.
I. Stenersens, Tullins og Bredals tid (1780—1772).
I 1750 blev KLOPSTOCK indkaldt til Danmark, hvor han levede
som hofpensionist. Han blev snart centrum i en hel kreds af tyske
forfattere, der paa forskjellig maade var knyttet til den danske
hovedstad. I denne tyske koloni levede han; noget forsøg paa at
studere det folk, hvis brød han nød, og som han i omtrent et snes
aar levede iblandt, gjorde han ikke. Trods sin ungdom — 26 aar —
var han nemlig allerede ved ankomsten til Danmark en i sin
udvikling afsluttet personlighed. «Er war, was er war; er konnte
nichts werden,» bemærkede engang den bekjendte professor M.
BERNAYS i en af sine fortræffelige forelæsninger ved Miinchens
universitet. Dette maa man fastholde, naar man vil bedømme hans
forhold til Danmark. Ellers bliver dommen let for streng, og det
er den unægtelig bleven hos mange baade danske og norske
literatur-historikere. Hos os har WELHAVEN ikke været skaansom i sine
udtalelser, og L. DIETRICHSON har fulgt ham trofast i hælene. Man
maa erindre, at Kjøbenhavn ligesaa vei var hovedstaden i en tysk
som i en norsk og en dansk ståt, og at det tyske element endnu
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
