Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Femte tidsrum. 1750—1814. Rationalismens tidsalder - Christian Braunman Tullin
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Femte tidsrum 1750—1814.
Kjøn? Kortsagt: man maa ofte lukke Øret for Fornuftens Raab og
lade, som man synes godt om visse smaa Daarligheder for ikke at
være aldeles ubehagelig» Det er undertiden den største Visdom og
ikke sjelden en Gjenvei til at blive lykkelig, at man søger at være
selskabelig, og at man fofstaar den Kunst at gjøre alting med.»
For TULLIN blev imidlertid denne «Kunst» ikke en gjenvei til
lykken, men til døden. Tidens gjæstfrihed var af den art, at den
gjæst, som ikke nød «bordets glæder» til overmaal, han fornærmede
vært og værtinde. At gaa ædru fra et godt lag var en skam
baade dengang og mange aartier senere, helt ind i vort aarhundredes
første halvdel. Til en værts og værtindes fornemste pligter hørte
det at «nøde» gjæsterne, og gjæsten maatte aldrig lade sig «nøde»
forgjæves. For en syg mand maatte dette blive en uudholdelig
plage; han havde valget mellem at vise sig som en daarlig
selskabsmand eller tage lidelsen af efterveerne. TULLIN var saa medgjørlig,
at han valgte det sidste; men i ensomme stunder reagerede han
mod det liv, han blev tvunget til at føre. I saadanne øieblikke
tordnede han mod «disse uvisse, disse urolige, disse væmmelige, ja
ofte bedrøvelige Fornøielser», eller han føiede for ramme alvor en
bestemmelse som denne til sit «Udkast til en Skatteforordning»:
«Hvo, som under Venskabs Skin nøder sine Gjæster til at drikke
stærk Drik, straffes som en Falskner.» I saadanne øieblikke var
det, at han udskjældte de damer, der flokkedes om ham og
beundrede ham, idet han i et brev til en af sine bekjendte kaldte
dem «de hykkelske Christiania-Damer». I en saadan stemning er
det endelig, at begyndelsen af «En Maidag» er skrevet.
Det var denne stemning, der i form af had til by- og
kulturlivet blev den ene grundstemning i hans digtning.
Hvor tilfreds har han ikke været, naar han fra al denne larm
og uro har kunnet trække sig tilbage til sin eiendom ved Lysaker
og hengive sig til nydelsen af naturens fredelige Skjønhed. Han
vandrer langs stranden og lytter til bølgeskvulpet, der virker som
en vuggesang paa ham:
«I svage Dønninger, omfavner, vugger, dysser
Min længselsfulde Sjæl, som er af Vellyst mat I
Velkommen store Fred, som Verdens Tummel tysser
Med majestætisk Ro fra Evighedens Nat.»
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
