Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Femte tidsrum. 1750—1814. Rationalismens tidsalder - II. Wessel og hans samtid. Det norske selskab (1772-1787)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
432 Femte tidsrum 1750—1814.
raade; men «sproget» var det danske; gudbrandsdølen STENERSEN
slog sig for bestandig ned i slettelandet og havde kun nu og da
nogle svage patriotiske anfald ved erindringen om barndomshjemmets
fjelde; endelig var kristianienserenTULLIN akkurat saa meget norsk,
som han uvilkaarlig maatte blive ved at leve hele sit liv i norske
omgivelser. Men nu blev det anderledes: en norsk nationalfølelse
gjorde sig gjældende. Disse norskfødte forfattere fra begyndelsen
af syttiaarene var stolte af at være nordmænd, pukkede paa at være
nordmænd, og det var ikke frit for, at de saa en smule ned paa
brødrene fra slettelandet, de «bløde danske». Hos de mere
umiddelbare naturer antog denne nationalfølelse let karakteren af en vis
broutende kraftpatriotisme, saaledes som tilfældet var i JOHAN NORDAL
BRUN’S «Einar Thambeskjælver»; hos de mere reflekterede optraadte
den som et slags elegisk hjemlængsel, parret med spot over «jyderne»,
i dette tilfælde en norsk lidet smigrende fællesbenævnelse paa, alle
danske.
Det var under det korte, men bevægede og vækkende
STRUENSEE-ske styre, at disse norske forfattere dukkede frem i literaturen. Al
gammel slendrian skulde afskaffes i overensstemmelse med
aarhun-dredets oplyste ideer, alle misbrug rettes, og reformer og
forbedringer indføres i stor udstrækning — altsammen i en
haande-vending. Alle, som følte sig forurettede og tilsidesatte, begyndte
at drømme lyse drømme om en lykkelig tid, da deres berettigede
ønsker skulde gaa i opfyldelse. Og mellem de forurettede og
tilsidesatte stod Norge i første række. Landet var et kongerige og
folket en nation; men der savnedes nationale institutioner, som paa
samme tid var udtryk for denne kjendsgjerning og styrkede folkets
følelse af den. Frå institutionernes side betragtet var Norge væsentlig
en provins. Trods den norske handels omfang og selvstændighed
havde Norge ikke sin egen bank, og tiltrods for, at de norske
embeder i den senere tid stadig blev rekruteret med nordmænd i stor
udstrækning, savnede dog landet en høiere læreanstalt, hvor dets
sønner kunde finde sin uddannelse. Tidligere havde nordmændene
ikke følt noget savn i disse retninger og ikke stillet noget krav.
Nu vaagnede savnet, og kravet stilledes. Norge maatte først og
fremst faa sit eget universitet, og til STRUENSEE knyttede sig haabet
om at se denne tanke ført ud i virkelighed. Blandt alle de forhold,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
