Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Femte tidsrum. 1750—1814. Rationalismens tidsalder - Johan Herman Wessel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
462 Femte tidsrum 1750—1814.
heder skal bære sig ad i en rigtig tragedie. Da Mette raader Johan
til at stjæle Mads’s strømper, gaar han hurtig ind paa planen og
vil øjeblikkelig sætte den i værk; men hun stanser ham og belærer
ham om, hvor lidet heltemæssigt sligt hastværk er:
«Du gaaer saasnart, Johan ? jeg kan dig ikke dølge,
eg havde ikke tænkt, det kostede saa lidt
For en ophøiet Siæl at giøre saadant Skridt.
Min Helt! for alle Ting mod Dyd lad Elskov stride!
Viis ikke Lasten frem fra dens luslidte Side.
De Stoie synde vei i Granden som de Smaa
Men Maaden, som enhver sin Synd udøver’paa,
Den eene giør til Helt, den anden til en Staader;
Du ei Forskiellen veed, Seigneur! paa disse Maader?
Saa smuk Opdragelse du end for Resten har,
Du har i denne Sag opført dig som en Nar.
Bør du ei sige først, hvordan dit Hierte splittes ?
Snart sværge : At det ei ved Laster skal besmittes ?
Snart raabe: Elskovs Gud din Gud allene er?
Og efter elleve til tolv Omvexlinger,
Hvorved nu Kierlighed, nu Dyden Seier vinder,
Mag saa, at Elskov dig den tolvte Gang forblinder,
Vræng Munden, vrie din Krop, bær dig, som du var gal,
Og naar du det har giort, bestiæl saa, din Rival.»
Johan følger raadet og begynder paa en tragisk monolog, der
har en mistenkelig lighed med enkelte monologer i «Zarine», kun
med den forskjel, at den prosaiske slaphed, der ligger bag
ha-stemt-heden hos BRUN, er ubevidst og ufrivillig, medens den derimod hos
WESSEL optræder i parodiens tjeneste som uimodstaaelig komisk
virkning. — Ligesaa kostelig er den maade, hvorpaa den franske
tragedies bekjendte lære om de tre enheder er latterliggjort.
Stykkets handling skulde have en enhed, en kjærne; det er en lov, som
dramaet aldrig kan komme bort fra. Men hele handlingen skulde
ogsaa foregaa paa samme sted, det vil sige i samme dekoration, og
endelig skulde udviklingen ikke omspænde et længere tidsrum end
fire og tyve timer. De to sidste enheder — stedets og tidens —
var bare rent udvortes regler, der ikke stod i forbindelse med
dramaets natur, og som derfor selv hos fremragende franske forfattere
frembragte en tør, kjedsommelig formalisme, der ikke var af det
gode, WESSEL gjør gjøn med alle tre enheder, mest dog forresten
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
