Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Femte tidsrum. 1750—1814. Rationalismens tidsalder - Johan Herman Wessel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Johan Herman Wessel. 481
med han kan være WESSEL til tjeneste. Men digteren, der forlængst
er kjed af hele audiensen og synes, han har talt tydelig nok, svarer
gemytlig: «Nu, saa giv mig en pris, far!» Og da han har faaet
den, bukker han og gaar. Anekdoten er vistnok adskillig udsmykket;
men i dens hovedtræk har man WESSEL, som han stod og gik. —
Naar man ikke gider gjøre sig mere umage for at faa et
levebrød, gjør man sig heller ikke den umage at skrive for at tjene
penge. Ligesaa lidt som han kunde udholde at føie sig bunden i
sin levevis, ligesaa lidt kunde han forsone sig med at være bunden
i sit arbeide; han kunde ikke skabe, uden naar trangen var stærk i
ham. De bekjendte linjer i en af hans komiske fortellinger:
«Naar af at rime du er kied,
Hr. Rimer gjør som jeg: læg Pennen ned» —
— disse linjer var i virkeligheden programmet for hans literære
virksomhed. Og han blev let kjed, det faar man hurtig øie paa,
naar man blader «Votre serviteur Otiosis» igjennem. Han har kun
fire smaa oktavsider at fylde, og alligevel udfolder han ofte stor
opfindsomhed for at slippe fra det saa kort som muligt. — Saaledes
tager han sig ud den eneste gang, han indlader sig paa et literært
foretagende af økonomiske aarsager. — Hvad brød han sig om
penge? Naar han havde nogen, brændte de ham i lommen, han
følte sig ikke rolig, før han var bleven af med dem. I modsætning
til andre mennesker havde han pengesorger, naar han havde penge,
og følte sig først let igjen, naar han var ble ven dem kvit. Engang,
forteller STEFFENS, stod han i theatret og var meget nervøs og
frastødende mod de venner, der talte til ham. Pludselig blev han
venlig og meddelsom. «Hvad gaar der af dig, Wessel?» spurgte
man ham. «Aa,» svarede han fornøiet, «for et øieblik siden blev
mine penge stjaalne ud af min lomme.» Anekdoten klinger
unægtelig lidet troværdig; men selv om den ikke er sand, saa er den i
alle fald bygget paa karakteregenskaber, som hans omgivelser kjendte
vei til.
Af en saadan fuglefri ligegladhed kan man ikke vente
pligt-arbeide og besvær og hoveritjeneste, ligesaa lidt som man kan faa
fuglene under himlen til at synge for føde; de synger, naar de har
lyst, naar trangen kommer over dem. — Men selskabelig anlagt
31 — 111. norsk literaturhistorie.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
