Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Femte tidsrum. 1750—1814. Rationalismens tidsalder - Peter Harboe Frimann
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
512 Femte tidsrum 1750—1814.
lien kan følges tilbage til begyndelsen af det i6de aarhundrede,
dens medlemmer tilhørte for det meste præstestanden og havde i
tre generationer sin bopæl i Nordfjord. De to digterbrødres, PETER
og CLAUS’S, digteriske anlæg synes at kunne tilbageføres til moderen,
SARA COLD. I sit i/de aar blev han student og tog aaret efter
anden-exarnen. I lighed med WESSEL valgte han intet embedsstudium,
men kastede sig med iver over læsningen af klassiske og nyere
literaturer og erhvervede sig derigjennem en mærkværdig modenhed,
en alsidig dannelse, en fin smag og en fortrolighed med europæisk
kultur, der gjorde ham til FASTING’S jevnbyrdige, og som afspeiler
sig i hans digtnings beherskede kunst og sikre form. — P. H.
FRIMANN’s digtning er kun en kort episode i hans lange liv. Han var
22 aar gammel, da han udsendte sit første digt; han var 24, da
han for bestandig vendte poesien ryggen. Og det var ikke
manglende paaskjønnede fra almenhedens side, ubillig kritik eller
overhovedet ydre forhold, som fik hans muse til at tie. I saa henseende
havde han intet at beklage sig over, tvertimod: tidens altid
velvillige kritik er rede med sine varmeste udtryk og mest smigrende
skulderklap, naar det gjælder ham. Han har aabenbart været
manden efter dens hjerte. I hans stils renhed, hans korrekte versekunst,
klare, gjennemsigtige tankeindhold, sikre harmoniske stofordning,
vei ogsaa i hans elegiske sentimentalitet og verdensmandsfilosofi
saa den det fuldkomneste udtryk for sit lyriske ideal. Men i disse
rent udvortes fortrin ligger ogsaa forklaringen til, at hans digtning
saa pludselig hørte op at strømme. Den mangler indre fylde og
oprindelighed. Den er ikke først og fremst natur, den udgaar ikke
af en sterk indre drift, et bevæget sjæleliv, der kjæmper sig frem
til en afklaret form, den er væsentlig kunst, en efterdigtning —
vistnok personlig og selvstendig — men dog en efterdigtning — efter
antike og moderne forbilleder, og efter sit indhold er den paa den
ene side en erindringens digtning, der kredser rundt om barndommens
og ynglingealderens minder, og paa den anden en reflexionens
digtning, der afspeiler en dannet og rolig aands livsfilosofi. Men
erin-* dring og reflexion er ikke først og fremst det, der betinger en rigere
digterisk frembringelse, og PETER HARBOE FRIMANN skulde ikke som
broderen CLAUS søge tilbage til moderjorden og i inderligt samliv med
fedrelandets natur og folk hente ny befrugtning. Med den selvkritik,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
