Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Femte tidsrum. 1750—1814. Rationalismens tidsalder - Peter Harboe Frimann
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Peter Harboe Frimann. c I-2
som var et hovedtræk i hans personlighed, vender han sig bort fra
poesien, uden kamp og uden savn, og finder i kollegiet]enesten og
diplomatiet en virkekreds, hvor hans egenskaber fandt en naturlig
anvendelse. I 1776 blev han fuldmægtig i finantskollegiet og forlod
denne stilling i 1780 for i et aar at reise i Holland og Frankrige.
Efter sin hjemkomst levede han i 6 aar paa vartpenge. Derefter
gjorde han tjeneste som attaché ved legationen i Stockholm, som
sekretær ved legationen i Petersburg og atter som chargé d’affaires
i Stockholm, hvor han blev vidne til GUSTAV DEN TREDIES mord i
1792. Frå 1795 var han i 35 aar expeditionssekretær i
Udenrigsdepartementet og døde i 1839 som konferentsraad, 87 aar gammel.
WELHAVEN «besøgte ham flere Aar før hans Død og fandt i ham
en svag Olding, hos hvem Fædrelandets Billeder, der havde vakt
hans Ungdoms Sang, næsten ganske var udslettede.»
P. H. FRIMANN’S første, offentliggjorte digt var romancen «Axel
Thordsøn og Skjøn Valborg». Den findes optagen i «Det norske
Selskabs Samlinger, første Stykke» og skreves til en af dette udsat
pris. Man studser noget ved det eiendommelige emne; det er en af
folkedigtningens populæreste viser, over det vemodigste emne, to
unge, som elsker hinanden, som naturen synes at have bestemt for
hinanden, men som ondskab og en asketisk religions naturstridige
moral skiller og dræber. — Professor DIETRICHSON har i sin «Omrids
af den norske Poesis Historie» fremhævet stærkt det nye og heldige
i «Valget af et Stof, hentet fra de hidtil saa upaaagtede
Kjæmpe-viser» og vil deri se et «Vink henimod den Kreds, hvori Poesiens
Fornyelse laa». Det gjælder imidlertid i dette tilfælde som ved
EWALD’s benyttelse af gammelnordiske emner, at forfatteren har
staaet ganske forstaaelsesløs ligeoverfor den middelalderske aand.
Ligesom EWALD flyttede sagntidens guder og helte ind i sin egen
tids forestillingskreds og tildannede dem aandelig efter det i8de
aarhundredes rationalistisk-ethiske idealer, saaledes har FRIMANN
moderniseret sin Axel og sin Valborg, saa de ganske uvilkaarlig
fremstiller sig for læserens fantasi som et elskovsbillede i tidens
hyrdestil, ja hvem hverken den pudrede paryk eller fiskebensskj ørtet
vilde misklæde. Emnet er i og for sig saa vart at behandle, har
saa overordentlig let for at flyde ud i taarevædet sentimentalitet
eller trivialitet, at kun folkevisens naivt-rørende inderlighed eller en
33 — 111. norsk literaturbistorie.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
