Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Femte tidsrum. 1750—1814. Rationalismens tidsalder - Edvard Storm
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
r oø Femte tidsrum 1750—1814.
finde en uoverensstemmelse mellem hans religiøse alvor og den
sanselige erotik, som dele af hans digtning bærer spor af. Imidlertid er
det i hans tidligere digtning, at man finder lignende skildringer, og
hvad særlig hans norske viser angaar, er de gjennemgaaende af en
saa naturalistisk karakter, at der intet paafaldende er i, at
natte-løberiet ogsaa der har faaet sin plads. STORM omtaler i ovennævnte
breve, at han har havt haarde tider, og vi ved, at han ikke alene
havde at kjæmpe med økonomiske vanskeligheder, men at hans første
optræden i literaturen beredte ham skuffelser. Denne modgang synes
at have udøvet en lutrende indflydelse paa ham. Hans sind er
bleven renset og hans personlighed adlet til den godhed og
uselv-iskhed, som saa smukt træder frem i hans senere liv, og som
vandt ham saa megen hengivenhed. Som det allerede fremgaar af
Ovenstaaende, var STOTM en mangesidig bevæget natur, og hans
digteriske produktion er ikke alene ganske omfattende kvantitativt,
men ogsaa med hensyn paa arten af de emner, hvori han har
forsøgt sigt. Han har spillet paa alle lyrens strenge, sunget viser og
salmer, han har forsøgt sig i den episke digtning og dramaet, han
har doceret livsfilosofi i læredigtets adstadige og høitidelige rythmer
som i satirens og fablernes lettere tempo og forsøgt sig som
moralist. Han var uden tvil digter af indre drift; han havde sine
lykkelige inspirationer; men han var uden dybere originalitet og stærkere
bevæget sjæleliv. OEHLENSCHLAGER siger om ham: «STORM var
ingen stor Digter; han havde ingen skabende Fantasi, ikke den
sterke Ild. Han kjendte Verden mere af Bøger end af Erfaring.»
Han havde heller ingen fast kunstopfatning og sikkert udviklet
smag. Det gjælder STORM som CLAUS FRIMANN, ZETLITZ og flere
af periodens digtere: de er mest kunstnere, naar de mindst tror
sig at være det, og omvendt. Hvor STORM’S muse optræder i
national dragt eller ifører sig visens fordringsløse gevandt, er der en
naturlig gratie over hende. Naar hun staser sig til efter tidens
konventionelle mode, bliver hun ikke sjelden smagløs og tvungen.
Det er sagt, at en digters første arbeide i regelen er hans
bedste, at han aldrig senere skriver med den følelsens friskhed og
umiddelbarhed, som naar han første gang søger at give sit
bevægede indre den kunstneriske form. Dette gjælder i ethvert fald om
STORM. Hans første digteriske arbeide er hans «Gudbrandsdalske
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
