Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Femte tidsrum. 1750—1814. Rationalismens tidsalder - Johan Nordahl Brun
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Johan Nordahl Brun. 549
jevnt og tidt sine kjepheste; saavel den franske revolution som
oldenborgernes landsfaderlige styre og nordmændenes troskab og
fasthed maa holde for, og i en længere udvikling faar han endog
anledning til at udtale sin afsky for krudtet, «det sorte Støv —,
hvis grumme Morderskud mangfoldig Død frembar». — Man kan
neppe bebreide selskabet, at det ikke tildelte forfatteren prisen.
BRUN udgav endelig i 1797—1798 sine «Hellige Taler» i to
bind, hvortil kom et «Anhang» i 1805. Jeg har allerede før
fremhævet BRUN’S sjeldne veltalenhed og dens magt over tilhørerne. At
meget af denne beroede paa hans rent ydre fortrin er utvilsomt;
men PAVELS gjør dog uret i at ville tillægge disse den hele ære.
BRUN skrev sine taler omhyggelig ned, og han lærte dem udenad.
Det kan ikke nægtes, at denne strenge udarbeidelse med sin
omhyggelige disposition og den arkitektoniske nøiagtighed i emnets
opstilling og udførelse til sine tider virker kjølende og trættende.
Men hvor han slipper sig løs, hvor han glemmer at docere, men
lader sig rive med af sin trosvarme til at vidne eller af sin
kamplyst til at slaa løs, kommer der liv og fart over hans diktion.
Navnlig er hans intimationer før den egentlige udlæggelse af teksterne af
stor magt. Gjennem de «Hellige Taler» træder BRUN os imøde
med hele sin stærkt udprægede personlighed. Vi ser den nidkjære
kjæmper for den gammellutherske rettroenhed og den svorne fiende
af al rationalisme, den bundkonservative hævder af autoritetens ret
i stort og i smaat, men ogsaa den frygtløse retfærdsven, der kunde
sige sandheden til høie som låve. Vi ser ham i hans stærke
forhold til livet, fortrolig med dets glæder som dets lidelser, dets
fristelser og farer som dets sundhed og værd, en menneskekjender og
menneskeven, klog og erfaren, sikker og stærk i meninger og domme,
stundom fordi hans horizont var uden vidde og hans tænkning
ind-gjerdet af fordomme. Dette stærkt personlige giver hans taler et
høit literært værd. Og hvor digteren fortrænger læreren, fantasien
clogmatiken, kommer der over hans prædiken en billedrig, konkret
anskuelighed, der henriver.
BRUN oplevede begivenhederne i 1814 og fulgte disse med en
ynglings liv og interesse. Saa smertefuldt det end var ham at se
foreningen mellem Norge og Danmark briste, hilste han med
begeistring udsigten til, at Norge skulde blive et selvstændigt rige
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
