Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Femte tidsrum. 1750—1814. Rationalismens tidsalder - Johan Nordahl Brun - Claus Frimann
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
55O Femte tidsrum 1750—1814.
under CHRISTIAN FREDRIK. Denne gav den /oaarige mand udtryk
for i den epilog, som han skrev til IFFLAND’S «Manden af Ord», der
i januar maaned blev spillet i Bergen. Om denne epilog siger
PAVELS med rette: «Ved denne kunde jeg og mine Lige fristes til
at nedlægge vor Digterpen, idetmindste i patriotiske Emner, ved at
føie, hvorlidt vi i den kraftigste Manddomsalder har af den
69-aarige Oldings Aand og Ild.»
Med sin indgroede respekt for al autoritet fandt BRUN sig snart
tilrette med foreningen med Sverige, som han fra først af
bekjæm-pede, og modtog hædersbevisninger af sin nye konge med
erkjendt-lighedsudtalelser, som uden skade kunde været mere tilbageholdne.
Han levede kun to aar efter foreningens fuldbyrdelse, idet han døde
den 26de juli 1826. Blandt dem, som var hos ham i hans sidste
timer, var hans ven, præsten NILS HERTZBERG, der skriver herom:
«Vor Samtale var som sædvanlig seria (alvorlig), endog cwn jocis
(spøgefuld). Hans Aand, ja Munterhed, Varme for alt sundt, ret
og godt, var den gamle Nordalske.» «Nu var Tid at dø; jeg frygter
ei for Døden, men for at vegetere. Kjendte du Presten H., som
tog sig en Pris Tobak og — døde; det var herligt; men overleve
sig selv er tungt.» — Hans begravelse den 5te august var en
gribende høitidelighed. Hele byen fulgte; alle flag var paa halv
stang, og minutskud drønnede. Om aftenen var der sørgefest i
theatret med kantate af SAGEN og nekrolog af REIN. Saaledes fik
prædikanten og digteren sin sidste hyldning.
BRUN havde ganske vist levet sit liv fjernt fra tvillingrigernes
aandelige midtpunkt, men dog i et samfund fuldt af liv og
virksomhed, hvor ikke alene «Tangenternes Slag paa dette Handels-Claveer
gav Musik», men hvorfra gik «Skibe saa vide om Land», som bragte
hjem ikke alene solide dukater, men ogsaa nu og da friske pust fra
de store verdensstorme udenfor. Anderledes med Claus Frimann,
Frå det øieblik, han i 1781 som 35-aarig nygift mand med sin
39-aarige hustru drog ind paa Davikens Præstegaard, levede han i
den største afsondrethed og modtog kun faa og svage impulser fra
verdenslivet udenfor gjennem sparsomme bøger, endnu sparsommere
breve og nu og da en embedsbroder eller anden tilreisende, som
for en dag eller to slog sig ned i hans gjæstfrie, velstelte hjem.
Naar CLAUS FRIMANN under disse forhold reddede sig fra aandelig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
