Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Femte tidsrum. 1750—1814. Rationalismens tidsalder - Claus Frimann
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
552 Femte tidsrum 1750—1814.
paa hans dør, at han ikke har havt ro til at føre idyllens stille
henglidende tilværelse. Navnet «Sildepræsten» og forskjellige anekdoter,
der lever i folkemunde om ham, tyder ogsaa paa, at han har været
en ivrig og kyndig mand i denne verdens mangehaande bestyr, og
naar HARTVIG LASSEN siger, at hos ham «det idylliske Element i
denne Tids Digtning kommer til sin reneste Udfoldelse», saa er der
paa den anden side vei at mærke, at der ytrer sig en saa kraftig
realisme i grundtonen som i enkelthederne, at vi kan forstaa, at
denne poesi har formet sig af det stærkeste personlige forhold til
natur og folkeliv. CLAUS FRIMANN har mangen uveirsdag, «naar
Himlen viser, den er vred, og rynker Øienbryn», redet stormen af i
aaben baad; han har havt mangen lystig seilads, «naar friske Kuling
gunstig føier», har de stille havbliksdage i doven henstrakthed ladet:
sig brune af «Solen, som er Sømands Ven», og i de klare nætter
følt sin «Sjæl henrykkes» ved «den glimrende, den høie Bue, det
Stierne-strøte blanke Blaa!» Han har været med paa bankfiske og
frydet sig ved at se «Fisken op efter Snoren danse» og trukket
selvtilfreds ind sine garn med «De store Fiskesværme». Han har
«hvæsset sin blanke Lee, det rige Græs at fælde» og takket
«Høstens Gud, som kroner Aaret», for al den rigdom, han berger i
lo fra sin «Helligdom», sin «gyldne Ager». Han har hørt
øksehuggene klinge i de dunkle skoge og seet de «ranke Graner», de
«røde Fyrre» og «gulflammede Eege» falde og i fantasien fulgt
deres Skjæbne som kneisende mast med «Vimpel-klædet Top», som
«Skab i Fruens Gaard», som solid «Husevæg». Han har med
jæte-ren streifet om paa de ensomme fjeldbeiter, over de molterrøde
myrer mellem de trange kløfter, i de varme sommerdage gaaet med
fiskestangen langs «Elveløbet, Du snaksom gode Grandel» og med
budeien ladet sig kogle ind i «Sanct-Hans-Qvellens» lyse trylleri.
Kort, naturens vekslende aasyn som bondens og fiskerens liv i helg
og til hverdag, deres dyder og feil, deres klogskab og fordomme,
deres glæder og sorger, alt er gaaet ind i hans tilværelse og
personlighed som noget kjært og inderlig tilegnet.
Ja saa stærkt assimileret med hans væsen var denne natur og
disse livsformer blevne, at hans øine først efterhaanden blev opladte
for den rigdom af poesi, de gjemte, ja det er vei overhovedet
tvilsomt, om CLAUS FRIMANN nogensinde helt har formaaet at løse dem
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
