Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Femte tidsrum. 1750—1814. Rationalismens tidsalder - Claus Frimann
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Claus Frimann.
553
ud af denne forbindelse og faaet dem paa den afstand, som betinger
den bevidste kunstneriske overlegenhed ligeoverfor stoffet. Han har
overhovedet ikke stillet sig en æsthetisk, men en pædagogisk opgave
gjennem sine folkesange, og naar hans lyrik alligevel helt ubevidst
finder den ægte kunsts enkle og sikre udtryksformer, er dette et
vidnesbyrd om, hvor kraftig og fritstrø m m ende hans poetiske
begavelse har været.
Hans første samling af «Poetiske Arbeider», som udkom i
Kjøbenhavn i 1788, viser, at hans ærgjerrighed endnu var at beile
til den samme kritiks og den samme literære smags Paaskjønnelse,
som tidligere havde opmuntret ham. Vi finder her naturbeskrivende
digte, elegier, læredigte, horatsiske efterdigtninger, karakteristiker,
epigrammatiske forsøg, selskabssange, kort en række forsøg i alle
de stilarter, hvori tidens digtere yndede at give udtryk for sin
filosofi og sin følelse. FRIMANN’S filosofi er ikke synderlig original og
hans følelse ikke synderlig mægtig, men der er over mange af disse
digte et elskværdigt lune, der stundom tilspidser sig til en mild
ironi, og han finder ikke sjelden i den enkleste form det lykkelig
rammende udtryk for sin tanke, i antithesen som i det lille læredigt:
«Hvad man kan blive», i en djerv sammenstilling som i verset:
«Lyksalig Mand, hvis Søn, naar han var borte
Een Maaned eller to,
Frå Kiøbenhavn tilbagekom med Skiorte
Og Rest af Chr iste n-Tro!»
eller i et omkvæd som i digtet: «Hvad onde Mennesker sige om
det smukke Kiøn», hvor alle vers, i hvilke kvindens stolthed, dyd,
utilgjængelighed og fromhed skildres, ender med det uærbødige:
«Ei desmindre siger man,
At de overtales kan.»
I denne digtsamling af ulige værdi og høist uensartet stof
støder vi paa enkelte ting, som fængsler ved emnets nyhed eller
formens utvungne fritløbende naturlighed, og hvori vi varsles om, at
bevidst eller ubevidst foregaar der i FRIMANN’S indre en evolution
mod en ny poesi. Saadanne digte er «Dagfind Bonde», hvor han
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
