Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Femte tidsrum. 1750—1814. Rationalismens tidsalder - Jonas Rein - Jens Zetlitz
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Jens Zetlitz. 573
saaledes skal heller ikke dens krybende Ranke slynge sig vanzirende
om hans Urne; men Sandheden skal raabe ved hans Gravhøi: Her
slumrer en ædel Mand!» Med disse ord slutter SAGEN sit mindeskrift.
REIN døde den 2ide november 1821. Ved begravelsen den 5te
december talte biskop PAVELS smukt, men uden varme. Han var
heller ingen ynder af hans personlighed og digtning. SAGEN skrev
en vakker koral til samme leilighed.
Med Jens Zetlitz, «Glædens muntre Sanger», kommer vi fra den
REiN’ske poesis skygger igjen ud i muntert og oplivende sollys. Vi
møder hos ham atter det lyse, sunde og ukunstlede, som var et
særkjende for den norske digterskoles ægteste repræsentanter, en
WESSEL’S sorgløse lune og blanke vid, en NORDAHL BRUN’S djerve
freidighed, en CLAUS FRIMANN’S ligefremme, folkelige sangtone, men
alt i en afdæmpet og mindre personlig udpræget form. ZETLITZ er
en livsglædens utrættelige sanger, men hans livsglæde har intet af
den rige, brusende fylde, der følger med den stærke samfølelse med
livets store kræfter og opgaver, den er snarest en jovial
epikuræ-isme, der søger at «gjøre det bedste ud af denne bedste af
verdener», der lader de store storme glide hen over sit hoved og priser
den beskedne tilværelses stilfærdige glæder. Han fæster ikke som
REIN sit øie paa den uretfærdighed, som livets Vilkaar frembyder,
og har en saa ringe grad af ærgjerrighed og selvfølelse, at han
ikke lader sit sind forbitres af tilsidesættelser, men holder sig helst
paa tilværelsens solside, fordrer ikke, hvad der er over evne og
mulighed, skyr de stærkere sindsbevægelser, og hvor filosofien ikke
slaar til, søger trøst i sit «fulde Glas og Sangens raske Toner».
Det fortrolige venskabsforhold, hvori REIN og ZETLITZ stod til
hinanden, har overrasket mange; som to magnetiske poler har de
tiltrukket og frastødt hinanden, men ikke kunnet undvære hinanden,
og de har begge følt og varmt hyldet hinanden; den ene har hos
sin ven beundret det alvor, han skattede, men ikke eftertragtede,
og den anden til gjengjæld laant Straaler fra det lyse sind, hvis
oplivelse han trængte, og hvis savn han følte, men som han i sit
alvor har seet ned paa.
Denne kjærlighed til en kontemplativ-nydende tilværelse,
uforstyrret af tidens stærkere bevægelser, har ganske naturlig givet
ZETLITZ’S livsbane sit præg. Det er et stilfærdigt liv i smaa for-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
