Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Maurits Hansen.
59
vellen» til forfatteren. Det har sandsynligvis været en lignende
tanke, der fra først af har bragt MAURITS HANSEN til at fatte det
ligesaa kjække som fortjenstfulde forsæt at behandle emner fra sin
egen samtid i fortællende form.
Det er ingen tvivl om, at MAURITS HANSEN besad adskillige
betingelser for at kunne løse den opgave, han her havde stillet sig.
Først og fremst besad han et skarpt, om just ikke saa særdeles
dybttrængende blik for karaktereiendommeligheder og en utvivlsom
evne for virkelig karakteristik, d. v. s. den slags karakteristik, som
lader personerne ubevidst karakterisere sig selv gjennem sine ord
og sine handlinger i modsætning til det slags udenpaahængt
karakteristik, hvor forfatteren fortæller læseren, hvorledes
personerne er, istedetfor at vise ham det. Derhos besad han en ikke
ringe evne til at kunne give et levende billede af omgivelserne;
baade tidens og stedets kolorit forstod han at lægge over sine
skildringer. Naar han havde tid til det, kunde han baade lægge
og gjennemføre en fast plan, og han forstod den kunst at lade
handlingen stige lidt efter lidt, saaledes at interessen
vedligeholdtes. Og endelig kunde han, indenfor visse grænser, skrive
en dialog, der baade var livlig og naturlig. I denne henseende
staar han høit over dramatikeren BJERREGAARD, og der findes
samtaler hist og her i hans fortællinger saa raske og naturlige i sin
dagligdagshed, at man ikke finder noget sidestykke til dem i vor
literatur, før man kommer til IBSEN’S og BJØRNSON’S moderne dramer.
Alt dette bragte han med over paa den hjemlige fortællings
Omraade.
Men ulykkeligvis tog han ogsaa en hel del romantisk og
romanagtigt skrammel med, som efter hans og tidens smag hørte
med til en interessant fortælling. Dette skrammel har vistnok
bidraget meget til at gjøre hans fortællinger yndede i samtiden;
men det har svækket deres levedygtighed, saa de temmelig hurtig
kom til at virke gammeldags og usmagelig paa efterslægten.
Over en af sine bedste fortællinger satte han som motto JEAN
PAUL’S ord: «Es ist im Inneren des alltåglichen Lebens so
all-tåglich nicht.» Naar han bare vilde have forstaaet dette motto
rigtig og for alvor gjort det til sit literære program! Men ulykken
var, at det gjorde han ikke. Istedetfor at søge de virkelige
poetiske værdier i hverdagslivets indre nøiede han sig altfor ofte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
