Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
122 Andet tidsrum 1830—1845.
Da «Skabelsen, Mennesket og Messias» udkom, var
WERGELAND ikke fuldt 22 aar, og dog var han allerede en bekjendt
personlighed. Den unge theologiske kandidat havde jo allerede udfoldet
en forfattervirksomhed, der under de smaa norske forhold var
enestaaende. Vi saa, hvorledes BJERREGAARD i 1830 blev hyldet, fordi
han havde skrevet et fædrelandshistorisk skuespil. Denne unge
mand skrev ikke blot fædrelandshistoriske skuespil, men endog
kjæmpemæssige verdensdigte, der begyndte i den fjerneste fortid
og endte med den længst bortliggende fremtid. Det,, han skrev,
var vistnok vanskeligt at forstaa, og det var fuldt af
besynderligheder; men alligevel var der ikke tvivl om, at forfatteren var et
ungt geni. Som saadant blev han hyldet af sine kamerater i
studenterverdenen, og som saadant blev han ogsaa opfattet af mange
ældre.
Men der var ogsaa dem, som rystede paa hovedet og
forargedes baade paa politikens, religionens og poesiens vegne. En tid
efterat «Skabelsen, Mennesket og Messias» var udkommen, rykkede
WELHAVEN i marken som deres talsmand.
Enhver, der har beskjæftiget sig en smule med WELHÅVEN’S
liv og digtning, vil være bleven opmærksom paa, at der
aabenbarer sig en paafaldende modsætning i hans personlighed.
Ligesom det træ, han i et af sine digte synger om, bar hans væsen
baade torne og blomster. Selv forklarer han denne modsætning
ved at henvise til de ugunstige forhold, hvorunder han har udviklet
sig. Det lyder baade som en forklaring og som en undskyldning
for alt det hvasse i hans væsen, naar det heder i digtet:
Tænk, hvad et spirende Liv maa lide,
hvor Mørket ruger og Taagerne skride!
Ja, se dig om paa den f ttige Plet,
hvor Træet led og blev torneklædt
og bar dog Blomster, duftende, blide.
Blandt al den Glæde, en Vaar udfolder,
er Tornen et Savn, som Planten beholder,
den siger i Vexternes stumme Sprog:
jeg saarer, men åk, jeg gjemmer dog
en større Smerte, end jeg forvolder.>
Welhaven.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
