Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
J. S. Welhaven. 14!
dem sammen. Senere mødtes de naturligvis jævnlig i
studentersamfundet; men nogen egentlig omgang fandt ikke sted; de mødtes
kun leilighedsvis og da som bekjendte, der stod paa en god fod
med hinanden. Da WERGELAND skulde udgive «Skabelsen,
Mennesket og Messias», anmodede han WELHAVEN om at tegne
titelbilledet, «efter en Vignet i en Bog om Religionen af P. D. BAST»,
som WELHAVEN senere har oplyst. Paa en fodtur i sommeren 1829
aflagde WELHAVEN endog et besøg paa Eidsvold Præstegaard, hvor
han blev vei modtagen af provsten. HENRIK WERGELAND var
fraværende. Alt dette har WELHAVEN selv mange aar senere oplyst
i en kort redegjørelse, optaget i «Aftenbladet» 1869.
WERGELAND paastod derimod, at forholdet havde været langt
fortroligere, og beskyldte WELHAVEN for falskhed. Paa samme tid
som han skrev «hine skammelige Haanvers», «nærmede han sig
mig venskabeligen, indbød mig til sig, søgte min Omgang, kaldte
mig ved mit Fornavn og gav mig flere Tegn paa sit Venskab.»
Disse WERGELANDS beskyldninger afviste WELHAVEN som løgn, og
det vil vei nu være vanskeligt, for ikke at sige umuligt, at faa rede
paa, hvem der har ret.
Men det kan ogsaa være saa temmelig ligegyldigt.
Hovedsagen er, at noget intimere forhold aldrig kan have bestaaet mellem
disse to modstandere — dertil var de altfor grund forskjellige baade
af karakter, anlæg og tænkemaade. En gammel talemaade siger,
at modsætningerne berører hinanden, og det kan under visse
omstændigheder slaa til; men slige store aandelige grundmodsætninger
som dem, der eksisterede mellem WERGELAND og WELHAVEN, vil
i regelen virke frastødende paa hinanden. WELHAVEN’S første angreb
paa hans modstander var uden tvivl udsprunget af ideelle
bevæggrunde. Dets krasse tone var tidens vanlige polemiske.
«Overgangens Tid, Renaissancen, er altid tillige en Stridens og
Invektivernes Tid,» skrev WELHAVEN til sin undskyldning, da han i 1867
gjenoptrykte sin ungdoms polemiske indlæg i første bind af sine
«Samlede Skrifter». Den sidste sætning kan være temmelig
tvivlsom saadan i sin almindelighed. Enhver overgangstid er og maa
ifølge sit væsen være en stridens tid; men en invektivernes behøver
den ikke altid at være. Den er det kun, hvor kulturen er saa ung
og ubefæstet som i datidens Norge.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
