Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
142 Andet tidsrum 1830—1845.
En anden omstændighed ved WELHAVEN’S angreb, der virker
mindre tiltalende i nutidens øine, var angriberens anonymitet. Det
er nemlig utvivlsomt, at det oprindelig var WELHAVEN’S hensigt at
bevare sin anonymitet saa strengt som muligt. Selv havde han
ikke indleveret sit digt til «Morgenbladets» redaktion, men ladet
boghandler JOHAN DAHL besørge det, og der eksisterer endnu —
i alle fald i en fuldt paalidelig afskrift — en billet, hvori WELHAVEN
beder DAHL om at gaa op i bogtrykkeriet og foretage en rettelse
i korrekturen. I manuskriptet stod der i tredie vers, at
«Tidens Finger fæster
sit Dødsensraærke paa din kaade Skrift.»
«Tidens Finger» maatte endelig blive rettet til «Glemsels Finger».
Selv vovede han ikke at gaa op og foretage rettelsen for ikke at
blive røbet.
Begreberne om anonymitetens berettigelse var imidlertid
dengang ikke de samme som nu. Det var ikke anseet for uhæderligt
at anfalde sin modstander fra et sikkert dækket baghold. Senere
har vistnok WELHAVEN udtalt sig meget træffende om
anonymitetens berettigelse og grænse; men det var først i 1838, da han
selv havde faaet føie, hvorledes den kunde misbruges. I 1830 stod
han endnu paa den gamle tids standpunkt i dette stykke.
Forholdene var imidlertid saa smaa og gjennemsigtige, at det
ikke lykkedes ham at bevare sin anonymitet trods sin bedste vilje.
Allerede en indsender i «Morgenbladet», der tog WERGELAND i
forsvar mod digtets udfald, søgte at ramme personen bag anonymen,
og længe varede det ikke, før det var en offentlig hemmelighed,
fra hvilken haand angrebet skrev sig.
At digtet vakte WERGELAND’s harme, siger sig selv. Allerede
dagen efter dets fremkomst gav han et kort svar, der viser, at hans
selvfølelse var bleven dybt saaret, uden at den dog havde tabt sin
værdighed:
«Den yngste Maler af dem alle stilled
for Verdens Øine op sit største Billed.
Det gik da her, som altid, hvor man gav
et Større end Ens egen Smaaoctav,
at første Lyd, der Ringen gjennemskar,
som stod om Maleriet, var
— et Skrig.»
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
