Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Christian Monsen. 279
visner hurtig; men den plebeiiske krans af markblomster holder
sig; thi
«Der er endnu Kræfter i Naturen,
som ei Kunsten nogensinde eier,
en Kjærminde tæt bag Kirkemuren
Havens Hyacinter tit opveier.»
Naturen er da ogsaa hovedthemaet i CHRISTIAN MONSEN’S lyrik;
han er en næsten ligesaa begeistret naturdyrker, som WERGELAND
var det, og han deler fuldt ud den ROUSSEAU’ske opfatning, at alt,
hvad der er forkjert og trist og ondt i verden, har sin oprindelse
af, at menneskene har fjernet sig fra naturen. Den eneste redning
er at vende tilbage til den igjen:
«Kjendte du Naturen blot, du vilde
aldrig sørge; thi den er saa skjøn!
Livets Rod er altid frisk; dens Stamme
bliver altid ung og eviggrøn» —
eller som det heder i et andet digt:
«Vil du være glad og frydes* re t ved Livet,
drik af Bækkens Vand ved Morgengry.
Vil du være glad, nyd Alt hvad Gud har givet
i et landligt Edens stille Ly.»
Denne opfordring har han stadig selv fulgt som digter. Han
besynger Vaarens friskhed og sommerens yppighed; selv af høstens
tungsind og vinterens barskhed henter han trøst og opmuntring.
Høstens ødelæggelser trænger ikke ind til den kraftige hjerterod,
og vinterens storme er et stolt kvad om kræfter, der ligger bundne
<d sygelig Blødheds usle Baand.
O, løs dem atter, du Kraftens Aand.»
Men naturbegeistringen har ogsaa sin modsætning i CHRISTIAN
MONSEN’S lyriske digtning; den ytrer sig som had mod alt, hvad
han opfatter som unatur, som satire over det menneskelige
sam-fnnds skrøbeligheder. Selskabslivets tomhed, en balnats flauhed,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
