Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
3OO Tredie tidsrum 1845—57.
ikke kommet udenfor barnekammeret og drengestuen. De oplyste
forældre betragtede dem med det attende aarhundredes øine; det
hele var ikke andet end overtro, smagløshed og dum uvidenhed,
som oplysningen burde tilintetgjøre. Derfor havde børnene aldrig
lært at kjende folke traditionerne ordentlig, og da de som voksne
paa grund af romantikens æsthetiske theorier begyndte at sværme
for folkedigtningen, havde de intet levende indtryk af, at der laa skatte
af denne art digtning gjemt i landbefolkningens trofaste erindring.
Hvor lidet kjendt folkets digtning og overtro var i Norge før
1842, har man i vore dage vanskelig for at forestille sig. Enkelte
træk fandtes optegnede i de bygdebeskrivelser, der var fremkommet
i sidste halvdel af forrige aarhundrede, og en i stoflig henseende
ganske righoldig samling «Norske Folkesagn» var i 1833 bleven
udgivet af den som historiker bekjendte præst ANDREAS FAYE
(1802—1869). Det var omtrent det hele. Eventyrene havde ingen
taget notis af, og selv folkeviserne var ikke bl e ven fremdraget. I
1840 udkom en liden «Samling af Sange, Folke viser og Stev i
norske Almuedialekter», besørget af JØRGEN MOE; men af virkelig
folkepoesi indeholder den ikke meget. Over halvparten af dens
46 nummere er dialektviser skrevne af forfattere udenfor
bondestanden. Mere ægte folkepoesi kjendte udgiveren ikke dengang,
og dog var han allerede paa dette tidspunkt specialist paa
folketraditionernes Omraade. Karakteristisk er ogsaa et svar., som HENRIK
WERGELAND i 1840 gav FREDRIKA BREMER, da hun havde anmodet ham
om at skaffe hende materialier til en skildring af det norske folkeliv
i by og bygd. Han svarer blandt andet, at han slet ikke kjender
noget til norsk folkepoesi; han antager, at der maa eksistere en
saadan poesi; men han tør ikke sværge paa det.
I 1836 havde WELHAVEN i digtet «En Tribut til Kunstforeningen»
skrevet de bekjendte linjer:
«I Fjeldet boer vor Kunst og Poesi;
den drømmer der endnu i Landets Bringe,
der har den vist os Glimtet af sin Vinge
i Dalens Sagn, i Dalens Melodi.»
Ikke engang vingen, bare et glimt af den, havde WELHAVEN
faaet øie paa, trods sin sikre tro paa folkepoesiens store betydning.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
