Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
306 Tredie tidsrum 1845—1857-
Sprogreformation». WERGELAND havde ikke været istand til at
gjennemføre det, ASBJØRNSEN og MOE gjennemførte det og gav
derved stødet til den gradvise fornorskning af skriftsproget, der har
karakteriseret sprogudviklingen i Norge i den sidste menneskealder.
At de herved har indskrevet sit navn for bestandig i den norske
sproghistorie, er bekjendt nok.
Det viste sig imidlertid, at gjennemførelsen af dette princip
ikke var saa ganske let, og der hengik endnu flere aar, inden
ASBJØRNSEN og MOE havde erhvervet sig en sprogform og en stil,
der paa en tilfredsstillende vis bevarede det karakteristiske i de
folkelige eventyrfortælleres sprog og maade at fortælle paa. Lettest
var det selvfølgelig for MOE, der som bondefødt stod
folkedialekterne nærmere end den byfødte ASBJØRNSEN, og han blev derfor
vistnok tidligere herre over formen end sin medarbeider, som ikke
desto mindre var den første, der forsøgte sig offentlig som
eventyrfortæller. I hans før nævnte første forsøg er der endnu adskillig
usikkerhed i stil og sprogbehandling. Som et illustrerende eksempel
hidsætter jeg begyndelsen af «Somme Kjærringer ere slige» i den
oprindelige form og aftrykker ved siden af de tilsvarende linjer i
deres senere, ændrede skikkelse.
«Der var engang en Mand og en
Kone, som skulde saa; men de havde
ikke Saakorn og heller ingen Penge at
kjøbe for. En eneste Ko havde de, og
den skulde Manden gaa til Byen med
og sælge, for at faa Penge til Saakorn
for. Men da det kom til Stykket, turde
Konen ikke lade Manden reise, fordi hun
var bange, han skulde drikke Pengene
op. Hun gik da selv afsted med Koen
og tog desuden med sig en Høne.»
(•837.)
«Der var engang en Mand og en
Kone, som skulde saa; men de havde
ikke Saakorn, og ikke havde de Penge
at kjøbe for heller. En eneste Ko havde
de, og den skulde Manden gaa til Byen
med og sælge, for at faa Penge til
Saakorn. Men da det kom til Stykket, turde
Konen ikke lade Manden reise, fordi hun
var ræd, han skulde drikke op Pengene.
Saa gik hun selv afsted med Koen og
tog med sig en Høne ogsaa.»
(Den senere form.)
De smaa, men særdeles karakteristiske rettelser, ASBJØRNSEN
her har foretaget, er den bedste kritik over stilen og sproget i
hans første forsøg som eventyrfortæller. Et enkelt af dem —
«Kløver Hans» — blev endog senere komplet omarbeidet og
foreligger nu som «De tre Kongsdøtre i Berget det blaa».
Fortsat indsamling og studium modnede i de følgende aar
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
