Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
33O Tredie tidsrum 1845—1857.
Det sidste digt i «Halvhundrede Digte» fra 1848 er ogsaa det
sidste digt, han har viet sin Ungdomselskede. I drømme har han
seet hende; han hilser og velsigner hende som en blid aand fra
himlen,
«Ingen Glæde paa min Vei har lignet
den, Du kaldte af min Vaar-Drøm frem;
ingen Kval kan falde paa mit Hjerte
tungt som den, Du klaged i min Favn.
O, Du Salige! i Fryd og Smerte
har min Sjel en Gjenlyd af dit Navn.»
Da WELHAVEN skrev de digte, som han senere samlede til sin
første digtsamling, havde den norske folkepoesi endnu ikke begyndt
at gjøre sin indflydelse gjældende paa ham. Samlingen har ikke
et nationalt, men nærmest et kosmopolitisk præg.
Den digter, der paa dette tidspunkt har øvet den stærkeste
’ indflydelse paa ham, er hverken mere eller mindre end HEINRICH
HEINE. Ingen anden norsk forfatter har «heiniseret» saa stærkt som
WELHAVEN — det skulde da være A. O. VINJE. I en hel del af
sine ungdomsdigte anvender han et af HEINES yndlingsversemaal —
det, hvori «Loreley» er skrevet. Dels uforandret, dels med en
liden uvæsentlig forandring vil man finde dette Versemaal anvendt
i «Børnelege» V, «Fuglens Drømme», «Sympathier», «Emigranterne»,
«Frå Rhinen» o. s. v. Det sidste digt er ikke blot skrevet i samme
Versemaal som «Loreley», men behandler ogsaa samme sagn. Ikke
blot versemaalet, men HEINE’S maner finder paa dette tidspunkt en
efterligner i WELHAVEN. Som bekjendt havde HEINE en udpræget
forkjærlighed for at fremlokke en varm eller blød stemning i de
første strofer af et digt for saa i den sidste at vrænge det hele
om i gjøn. WELHAVEN har været indpaa det samme. Et
karakteristisk eksempel er «Et Genrebillede». Efterat de første seks
vers har dvælet ved Jettes sorg over tabet af studenten, som hun
ikke kan glemme, og studentens triste stemning paa sin ensomme
hybel, peger sidste vers fingre ad den hele sørgelige
kjærligheds-historie:
«Madamen gav Jettes Frier
en skjøn Kredit,
Heines
indflydelse.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
