Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
352 Tredie tidsrum 1845—1857-
Guds dag kaster en forklaret glans over mindet om dem, han
har elsked og tabt, den dulmer hans sorg og mildner hans skuffede
forhaabninger:
«O Dag fra Gud, som skinner nu
med idel Renhed over Sne I
De Elsktes Minde, skjært som Du,
staar over Savns og Angers Ve.
Med Haab, som her ei krones vil,
med Sorg, der ei bedøves kan,
jeg er ida’g som henført til
et stille ny-skabt Fredens Land.»
(«En Vinterdag».)
Endnu staar han midt i dagens larm, endnu pløier hans skib
havet, endnu kan han ikke altid dæmpe sit «speidende Blik» og
sit «higende Sind», men han ved, mod hvilken kyst han skal styre
for at finde det, han søger:
«Og derfor paa Dybet i føieligt Veir
til Himlen mine Sukke jeg sender,
at over al sin Uro min Sjel maa vinde Seir,
og løftes af den Eviges Hænder.
Det klarnede Blik, den freidige Hu
skal gives mig da paa de langsomme Vagter,
og ingen af Rummets forførende Magter
skal fylde mit Indre med Tvivl eller Gru.»
(«Mit Skib pløier Havet».)
Ja ligeoverfor det «stille Dyb, hvor Toner blunde», bliver
endog hans egen sangerlod ham tilslut af rent underordnet betydning:
«Aanders Herre! Du skal raade
for de Skatte, Du mig gav.
O, men vis mig og din Naade,
naar min Sang er stilnet af!
Thi alt mer mit Hjerte banker
i "usigelige Tanker
ved den store Livets Gaade.
Lad min Sanger-Krands da slynges
hen i Støv paa Glemsels Kyst, —
naar kun hist, hvor Alt forynges,
Sjelens Dyb har lutret Røst, —
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
