Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
374 Tredie tidsrum 1845—1857.
I disse historier er det barnlige tilstede i dobbelt forstand, idet
de baade er skrevne for børn og om børn. Derfor har JØRGEN
MOE ogsaa her paa grund af sit naturel truffet den ægte tone som
ingen anden norsk forfatter hverken før eller siden, For første gang
i norsk literatur er MAURITS HANSEN her slaaet fuldstændig af
marken som fortæller. Hvilken afstand er der ikke mellem den snørklede
stil i MAURITS HANSEN’S «Lille Alvilde» og det jævne, greie
foredrag i JØRGEN MOE’S fortællinger om store Beate og lille Beate,
og hvor kjækt og friskt har han ikke fortalt om gamle Hans
Grenader og Viggo og Allarm. Frå skolebænkens og læsebogens tid
staar disse fortællinger som glanspunkter i enhver norsk mands og
kvindes erindring.
Naturen spiller en meget fremtrædende rolle i JØRGEN MOE’S
digtning. Han har aldrig reist, aldrig seet de store kulturcentrer,
aldrig havt anledning til at sammenligne den norske natur med
fremmede egnes. Men han har heller ikke havt nogen trang til at
reise. I et af sine digte har han skrevet:
«Drage saa, hvo drage vil
Ud til fjerne Lande,
Her min Tid skal flyde stil
Som de klare Vande.»
Hans forhold til den hjemlige natur er derfor et normalt og
direkte forhold. Længselen, hjemveen spiller ingen rolle deri som
hos A. MUNCH, glæden over den hjemlige naturs Skjønhed er ikke
jublende og overstrømmende som hos WERGELAND; naturen er heller
ikke bare et udgangspunkt for hans personlige Stemningsliv som hos
WELHAVEN. Naturen for naturens egen skyld, det er MOE’S løsen
som digter. * Sine billeder og sammenligninger henter han helst fra
naturen, og i næsten alle hans digte indtager naturskildringerne en
fremragende plads. Skal han som i «Løvsprætstid» besynge den
naive folketro, saa anvender han den første af digtets fire strofer
til en naturskildring; digter han en «Serenade», saa bliver hele den
første halvdel anvendt til en naturskildring, ja, endog i hans
leiligheds-digte spiller naturskildringen en stor rolle; halvdelen af hans sang
for nordens kvinde bestaar af en naturskildring, selv hans digt ved
JACOB AALL’S død aabnes af en saadan, medens han kun en eneste
gang har leveret et selvstændigt lidet landskabsbillede, den fine
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
