Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
386 Tredie tidsrum 1845—1857.
Naar stykket alligevel ikke gjorde lykke, var det vei nærmest,
fordi det var for blødt og for sentimentalt. Man var vant til at
tænke sig Sverre som den forslagne politiker og den raadsnare,
seierrige krigshøvding. Kjærlighed og kvinder havde intet at gjøre
med det billede, man havde dannet sig af ham. Ikke desto mindre
danner en kvinde og et kjærlighedsforhold det centrale i stykket.
Paa en vis maade har MUNCH holdt sig sagaens beretning
efterretlig. Første akt foregaar paa en af Færøerne, hvor den unge
præstelærling faar sin kongelige herkomst at vide. Anden akt foregaar i
Wermeland, hvor Birkebeinerne kaarer ham til sin konge, og tredie
akt spiller i Nidaros umiddelbart efter Erling jarls død. Sverres
tale over ham findes endog i stykket, omsat i femføddede jamber
— tiltrods forat Erling jarl forøvrigt intetsomhelst har med
handlingen at gjøre. Forsaavidt er stykkets forhold til historien intimt
nok — ja altfor intimt. Men MUNCH har ikke kunnet føie sig
tilfredsstillet ved historien; den har været ham for tør og for lidet
poetisk. Den kunde ikke skaffe ham andet end fyldekalk og en
ramme; det poetiske maatte han selv lægge til, og saa opfandt han
da kjærlighedshistorien med Hildur. Hildur er en norsk pige, som
Sverre lærer at kjende paa Færøerne. De elsker hinanden, og han
tager hende med til Norge for at gjøre hende til sin dronning, naar
han har vundet sit rige. Men under den lange kamp for at vinde
det glemmer han hende; ensom og ulykkelig kommer hun til
Nidaros, træffer der en mand, som vil snigmyrde Sverre, og lover
at hjælpe ham, da ogsaa hun vil hævne sig paa den troløse konge.
Hun udfører sin hævn ved i det afgjørende øieblik at angive
snigmorderen, der, inden han gribes, støder hende ned lige for Sverres
øine. Med Sverres fortvivlelse over sin utroskab og med hans
klager over tabet af den elskede slutter stykket. Nogen egentlig
forbindelse mellem det historiske og det opdigtede stof er der ikke.
MUNCH har uden tvivl faaet en følelse af, at den sværmeriske
kjærlighed, han helst vilde digte om, ikke passede rigtig ind i
den barske norske historie. Den burde heller henlægges til hans
«Længslers Land», til Syden, enten til de tyske romantikeres
vidunderland Italien eller til de franskes yndlingsland, Spanien. Digtet
«Sangerinden» (1836) er henlagt til det første af disse lande, det lille
dramatiske arbeide «Donna Clara, en Natscene» (1840) til det sidste.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
