Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Tredie tidsrum 1845 — 1857.
stemning; endog i naturen tror han at opdage denne stille
drømmende higen uden bestemt maal («Et Fjeldvand», «Ensomhed»).
Selv den romantiske naturfilosofi har i ham fundet en troende
tilhænger, der forkynder dens lærdomme i sine digte. Han er med
andre ord romantiker med liv og sjæl. I tidsrummets almindelige
bevægelse henimod en mere moderne realistisk folkelivsskildring
deltager han ikke; han bliver staaende ved middelalderen. Det er
ikke folkeviser og eventyr, der inspirerer ham, men ridderromaner,
kjærlighedsromaner og trubadurpoesier. I Norge havde denne
middelalderlige digtning ikke spillet nogen stor rolle; ridderlivet
havde kun kastet en svag glans herop under de sidste norske
konger; men denne matte afglans dvæler han ved med stor
for-kjærlighed, og allerlykkeligst er han, naar han som i
«Kongedatterens Brudefærd» — en romancecyklus, der er det bedste, han
har skrevet — kan vende sig direkte mod Sydens ridderliv med
dets kjærlighedshoffer og trubadurvæsen.
Grundtonen i denne digtning er mild elegisk. Her er ingen
frisk svulmende glæde og ingen dyb smerte, bare stille vemod.
Han henrykkes ikke over den nordiske sommers straalende
Skjønhed; men han føler det vemodige i, at den hele herlighed varer
saa kort:
«Har Du nogentid vovet, ved Midtsommers Fest,
At træde ganske nær til den kongelige Gjæst?
Har Du nogentid vandret hans Øie forbi —
Da saae du vist der bævede en Taare deri.
Thi her har han ei hjemme, ikke her i vort Nord —
Her sidder ikke Kongen ved eget Bord,
Her kan han ikke skjænke i Guld sin bedste Viin,
Her staar ei fast hans Throne med Blomsterbaldakin»
o. s. v.
Fjeldvandet ligger for ham «som et Øie blankt af Graad
imellem Norges Fjelde», og solnedgangens melankolske smil,
høstens blege tungsind, skovensomhedens tyste fred er de
naturstemninger, der vækker den stærkeste gjenklang i hans sjæl. Det
friske pulserende liv rundt omkring ham interesserer ham ikke; for
det maa poesien flygte; «dybt i de inderste, de mørke Skove» maa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
