Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
P. Chr. Asbjørnsen.
427
hypothese saa stærk, at den endog har drevet forfatteren til at
opgive sit allerede fastslaaede princip at lade landbefolkningen selv
fortælle. Det er en ung, dannet dame, der fortæller; hun tror ikke
paa det sagn, hun fortæller; for hende som for forfatteren har det
kun værdi som natursymbolik. Omkring sagnet har ASBJØRNSEN
flettet en pragtfuld skildring af et norsk sommerlandskab før, under
og efter en regnskur. Alle et saadant landskabs overgange i farver
og stemning, al den Skjønhed og afveksling, som en vandring over
en høi aas kan opvise, hele skov- og aas-vegetationen lige fra granen
og furuen ned til myrdun og multeplante, al den vellugt, som
Asbjørnsens bolig paa Hægdehaugen.
(Efter fotografi taget for «111. norsk literaturhistorie».)
strømmer gjennem en norsk naaleskov. og alle dens fuglestemmer
lige fra gjertrudsfuglens regn varslende skrig til lærkens triller og
rød-kjælkens molstemte klage ranker sig her op om huldreeventyret
for at laane det naturens liv og fylde, og da forfatteren tilsidst
ligesom samler naturstemningen til et enkelt hele i skildringen af
«den gulbrystede sangers» fantasi over norske sangfuglemotiver,
lader han — for rigtig at sætte den natursymbolske krone paa
værket — huldrens ætling udbryde til sin byfødte ledsager: «Ved
disse Toner kjender jeg min Huldrenatur, jeg føler, at jeg hører
hjemme her, ligesaa vist som De tilhører Byen og Bøgerne og
Komediespillet og Lirekasserne.» «Huldreæt» er natursymbolik fra
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
