Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
514 Fjerde tidsrum 1857—1869.
maa kun bygges paa et solidere og sundere grundlag end hidtil, og
dette grundlag mener altsaa fru COLLETT at have fundet i den
kvindelige kjærlighed. Tanken er original nok; men hun vover
ikke at gjennemføre den i fortællingen, og hun synes selv at have
sine tvivl om muligheden af at gjennemføre den. «Hvis det var
muligt», begynder jo Margrethe ideens udvikling med.
Det er altsaa ikke forfatterindens positive, men negative resultat,
der har betydning. Hendes kritik af konveniensægteskabet er
fortræffelig og har saa meget større værdi, som det var første gang,
at slige ideer vovede sig frem i norsk literatur. Retten til at vælge
og vrage mellem datterens beundrere havde tidligere hørt til de
solideste blandt de fædrene og mødrene prærogativer. Mod denne
faste borg havde intet skud været rettet; nu kom der en kvinde
og sprængte den i luften med denne ene bombe. Intet under, at
bogen vakte opsigt, at den blev diskutteret i pressen, og at den
fra første øieblik af i læseverdenens øine stillede sin forfatterinde
paa en fremskudt plads blandt de norske forfattere.
Som roman betragtet har «Amtmandens Døtre» sine mangler,
der ofte er ble ven fremhævede af kritiken. Man har saaledes
fundet handlingens udvikling mindre tilfredsstillende; den
misforstaaelse, der adskiller helten og heltinden og fører den sidste til
konveniensægteskabet, er altfor tilfældig og ubetydelig til at kunne
motivere saa store resultater. Endvidere har man gjort
indvendinger mod karaktertegningen. Sofie «er ikke en Kvinde, men
Forfatterindens Ideal af Kvindelighed,» er der bleven sagt. Omvendt
er enkelte af bifigurerne altfor reelle; forfatterinden har taget dem,
som de stod og gik, og flyttet dem over i sin fortælling, tildels
endog uden at meddele os forudsætningerne til forstaaelsen af deres
væsen. Skildringen af Dorthe indeholder saaledes træk, der er
rent Uforstaaelige; først ved at læse «I de lange Nætter» lærer man
at indse, hvorledes de er kommen med. Den bedste figur i romanen
er Lorenz Brandt, den kvikke, livsglade student, der lever et altfor
lystigt studenterliv og lidt efter lidt synker nedover, indtil han
tilslut dør i ensom elendighed. Skildringen er et portræt af en at
HENRIK WERGELAND’S ældre venner, et udmærket hoved med levende
interesse for offentlige anliggender, en dygtig pen, der med iver
kjæmpede paa samme side som WERGELAND, — og paa samme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
