Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Fjerde tidsrum 1857—1869.
fra forfatterens side; det hele er en parodi paa det nationale stræv
i lighed med WESSEL’S «Kjærlighed uden Strømper». Og fra dette
synspunkt gjennemgaar han fortællingen. Først og fremst var den
en parodi i sproglig henseende fra først til sidst. Han pegte paa
inkonsekvenserne i BJØRNSON’S dansk-norske sprogform; det var
naturligvis parodi paa den dannede tale, og maalstræverne fik ogsaa
sit, naar han, ret som det var, plumpede ud med et norsk udtryk,
der snart blev skrevet paa en, snart paa en anden og snart paa en
tredie maade. Saa kom indholdet. Enhver husker det berømte
første kapitel om træerne, som klædte fjeldet. Selv det huede ikke
VINJE; det var parodi paa eller efterligning af H. C. ANDERSEN, og
da WERGELAND i et digt havde udtalt samme tanke, saa var det
ogsaa en parodi paa alle dem, «som bruka Wergeland baade til at
baka og bryggje af». Hvad VINJE siger om dette kapitel og endnu
mere, hvad han undlader at sige om det, er det bedste bevis paa
hans begrænsning som kritiker. Saa begynder han at plukke ud
enkelte ord og sætninger; alt det søgte i den BjøRNSON’ske
ungdoms-stil forfølger han med iver undertiden paa en fortræffelig maade,
undertiden med en smaalig hængen sig i bogstaven, der minder
om det forrige aarhundredes kritiske forsøg. Naar BJØRNSON skriver,
at Margit «skar i at gråte», bemærker ViNje, at «paa Norsk segja
vi tok i at graata og ikke skar»; naar det heder, at «bekken kyste
furuen på foten og gjorde sig så innerlig lækker», paastaar VINJE,
at der er H. C. ANDERSEN^ sentimentalitet, som er ude og gaar;
«for det er eit klent Kyss: det er fyrr eit Gnag, daa Borken gjeng
af, og Moldi skylest burt.» Han ler med rette over slige
affektations-anfald, som at forfatteren lader eneren sidde paa «huk» og «klø»
sig i «håret», eller som naar bjerken «letter skørterne vei opp».
«Det opnar ein Bakgrunn af mange Slags Tankar dette. Han
vitste nok at velja sine Ord, den Skalken.»
En af de hovedindvendinger, VINJE har at fremføre mod
personerne hos BJØRNSON, er en indvending, som ofte senere er bleven
fremsat, den nemlig, at hans personer græder for meget.
SHAKESPEARE’S og GOETHE’S personer har det ikke med at græde, i
AUER-BACH’S «Dorfgeschichten» holdes der ogsaa maade med taarerne,
«og likeins hjaa vaare eigne friske Folk som Østgaard og Wolf (!),
og M. Hansen gjerer heller ikki somykit af Graat. Det er berre
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
