Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
c Dølen».
var ingen strid brudt løs mellem realisme og romantik, han havde
altsaa ikke anledning til at optræde som fører og forkjæmper for
en ny skole. Men striden var der alligevel; den førtes uklart og
halvt modstræbende i forfatternes indre, og den aabenbarer sig
tydelig nok i de bøger, de paa dette tidspunkt frembragte. «Er
Ibsens «Brand» Revolution eller Reaction?» spurgte GEORG BRANDES
i 1871, og han kunde ikke svare andet end: «Jeg skal ikke kunne
sige det, saa meget har dette Digt af begge Dele.» Rent literært
taget kunde dette Spørgsmaal gjøres om alle periodens frembringelser,
og svaret maatte overalt blive det samme, saa stærkt er gamle
romantiske tilbøieligheder blandet med nye realistiske Synsmaader.
Et af de mest slaaende eksempler er BJØRNSON’S «Arne», en bog,
hvori de kraftigste skildringer gaar fredelig side om side med den
mest idylliske romantik. VINJE’s kritik af dette arbeide er da ogsaa
særlig bekjendt. Det er en lang afhandling, der i november 1859
gik gjennem hele tre numre af «Dølen». Nogen god kritik er det
ikke, dertil er den altfor partisk og altfor lidet alvorlig paa mange
punkter; men den er dog alligevel trods alle sine feil af stor
betydning, fordi dens udganspunkt er den nye realisme, som hidtil ikke
var traadt saa konsekvent frem.
VINJE havde selv levet bondens liv; han havde altsaa de
nødvendige forudsætninger for at bedømme naturtroskaben i en skildring
af folkelivet. Han kunde bedre end de fleste afgjøre, hvad der
var uforfalsket Virkelighedsskildring, og hvad der var fri poesi. Frå
sit standpunkt kom han til det resultat, at der i «Arne» var altfor
meget af det sidste og altfor lidet af det første; det ærgrede ham
og satte hele hans drillelyst i bevægelse. Og hvad der ikke bidrog
til at formindske ærgrelsen, det var den opmærksomhed, som disse
nye BjøRNsoN’ske folkelivsskildringer vakte. Der blev efter hans
mening gjort altfor meget staak af dem. Vistnok levede vi i en tid, da
alt, selv det allermindste, blev modtaget med tak; men alligevel
kunde det blive for meget af det gode. Saa satte han sig da
ordentlig tilrette i spotternes sæde og gav sig til at drive gjøn med
bogen af alle livsens kræfter; hans afhandling er et forsøg i den
ironiske kritik, som vor literatur ikke eier mage til. Han slutter sig
ogsaa til dem, som roser bogen; men han gjør det paa et ganske
andet grundlag end de andre. «Arne» er slet ikke alvorlig ment
Kritik af
«Arne».
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
