Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
«Dølen». 545
Solenge ikki han kjem til Ords, so ligg der litet Lag paa all slik
Poesi. Det er det inførde Maalet og den utanpaahengde Kulturen,
som meir og meir krabbar fram mot Fallitten sin. Men alt skal
hava si Tid, og det er ikki ventande, at det skal ganga fort. Det
er godt vi kunna faa sovidt myket Usans.» Det er karakteristisk,
at den mand, der tidligere havde gjort front mod de nationale
bestræbelser i kulturens navn, finder en digtning som «Brand» fuld
af «udenpaahængt kultur», fordi den bare er for byfolk, altsaa ikke
for hele nationen. Ti aar tidligere vilde VINJE ikke som her have
delt nationen i to halvdele: byfolk og landsfolk. Han vilde have
anlagt et andet delingsprincip: dannede og udannede, og han vilde
have taget dannelsens, oplysningens parti, som han havde gjort
det, dengang han angreb UELAND. Dengang var det vistnok en
smule umotiveret at fælde dannelsens landse mod den
verdens-erfarne autodidakt, der havde svunget sig op til oppositionshøvding.
Nu var det vistnok ikke mindre umotiveret at slaa paa nationalitetens
stortromme og tale om læsning «for byfolk» i anledning af et digt
som «Brand», der vendte sin vækkende og manende røst til alt, der
eiede dannelse og intelligens i landet.
Og jo mere lykke «Brand» gjorde, jo mere opmærksomhed,
det storslagne iBSEN’ske digt vakte, desto mere fremmed stillede
VINJE sig til det. Det gik ham her, som det i det foregaaende
tiaar var gaaet ham ligeoverfor BJØRNSON: den almindelige
aner-kj endelse vakte hans oppositionslyst. Man har heri villet se
misundelse ligeoverfor yngre literære ungdomsvenner, der havde større
heid med sig, end han havde; men det er at se paa sagen en smule
smaat. Kan vei hænde, at et saadant psykologisk moment har
blandet sig ind med; men det har ikke været det eneste moment,
ikke engang hovedmomentet. Han var den ældste, den fremmeligste
i aandelig udvikling, den klareste og mest nøgterne i livsanskuelse;
han var den legemliggjorte praktiske fornuft, og han saa alt det
uklare, overgangsstemplede, inkonsekvente i sine yngre samtidiges
arbeider. Han protesterede derfor mod beundringen, fordi den var
altfor udelt; han vilde, at man skulde sondre gammelt fra nyt, sundt
fra usundt, friskt fra sygt; og han lo og pegte fingre og gjorde
gjøn, da det ikke lykkedes ham at bringe folk til at se det, som
efter hans mening laa saa soleklart op i dagen. Allerede i høsten
35 — 111. norsk literaturhistorie. II.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
